Foto: Per Kronvold (Arkiv)

Det var et forventningsfuldt dansk hold, der gik på banen i Dresden til semifinalen ved EM. Modstanderen var de forsvarende mestre fra Østrig, og de skulle vise sig som en lidt for stor mundfuld for det danske hold.

Danskerne startede deres første angrebsserie godt. På tredje down og 12 lykkedes det quarterback Marcus Bennett at finde Nicholas Kaplan for en ny første down. Herefter producerede danskerne kun få yards, og måtte punte.

Nu begyndte den østrigske dominans. Et stort punt-return af Sandro Platzgummer gav østrigerne et godt udgangspunkt. Få spil senere scorede selvsamme Platzgummer kampens første touchdown, og bragte sit hold på 7-0.

Der var ikke mange lyspunkter for det danske hold i første halvleg. Senere i første quarter havde de den østrigske quarterback, Bernhard Seikovits, presset, og det lignede mest af alt et spørgsmål om, hvem der skulle krediteres for sacket. I stedet undslap Seikovits, og fandt Maurice Wappl på den danske 6 yard-linje.  Derefter var Platzgummer igen på spil, og han løb sit andet touchdown ind, og Østrig var foran 14-0.

Nu skulle danskerne på tavlen, hvis der skulle være håb om sejr. På tredje down og 10 tog Bennett sagen i egen hånd, og forsøgte at løbe sig til en ny første down, og med hjælp fra en østrigsk fejl lykkedes det ham. Mads Hyrsting Larsen leverede derefter første halvlegs danske højdepunkt, da han var lige ved at bringe Danmark tilbage i kampen med et touchdown. Desværre for Hyrsting og Danmark blev han stoppet på Østrigs 27 yard-linje. På næste spil lignede det miskommunikation mellem Bennett og Daniel Juul Kyei-Ofori. Et kort, bagudrettet kast ramte Kyei-Ofori i ryggen, og østrigske Martin Schild opfattede det hurtigt, fik fat i bolden, og returnerede den til touchdown og en 21-0-føring.

I starten af andet quarter stoppede det danske forsvar for første gang østrigerne.  Angrebet kunne ikke følge trop, og på det danske punt formåede Østrig at blokere puntet på den danske 7 yard-linje. Herfra var det en formsag for de stærke østrigere, og Anton Wegan skulle kun bruge ét løb, før han havde øget føringen til 28-0. Inden pausen øgede de yderligere til 35-0 med et 47 yard-løb fra Wegan.

Anden halvleg var en kort fornøjelse. Begge hold virkede til at have interesse i at slippe let fra opgøret. Danmark ville ikke tabe større, og Østrig ville ikke løbe scoren i vejret. De scorede dog alligevel til 41-0 i slutningen af tredje quarter.

Danmark sluttede kampen bedst af. De fik en succesoplevelse med fra kampen, da Marcus Bennett snød det østrigske forsvar og den tyske kameramand på et fake hand-off, og scorede til slutresultat 41-6.

Efter kampen blev Mads Hyrsting Larsen kåret til dansk MVP, mens æren hos Østrig tilfaldt Sandro Platzgummer.

Landstræner Lars Carlsen sagde efter kampen: ”Vi er lidt trykket af stemningen, og det er først langt henne i kampen at vi får løsnet op. Østrig er et rigtig godt mandskab – det er de forsvarende Europamestre og det ligner også de kommende. Vi spiller god football i perioder, men laver for mange fejl, som vi skal have elimineret, så vi kommer stærkt igen på lørdag. I aften får spillerne besøg af deres familier på hotellet, mens trænerne ser Frankrig mod Tyskland, og får breaket filmen fra i dag ned, så vi kan få lavet en plan til på lørdag.”

Nu venter Frankrig i bronzekampen på lørdag. Franskmændene tabte til værtsnationen, Tyskland, med 35-6. Vi tror på bronze til de danske drenge, og håber, at I vil se med på live-streamet, når det går løs klokken 14!

Se billeder fra kampen.