Der er otte hold i National Ligaen, og hele syv af holdene har en ny startende quarterback til 2015 sæsonen! Thomas Brygmann, underviser på QB-positionskurset i DAFF og tidligere QB træner og offensive Coordinator på A-landholdet, har løbet de otte klubber igennem, og giver her sit bud på, hvem der står bag center, når sæsonen skydes i gang i weekenden.

Towers: J.R. er væk, men til gengæld er både Kasper Skyum og Christian Lisby vendt tilbage til Copenhagen Towers. Forventningen herfra, er, at Skyum vinder starterpladsen, da han har mere erfaring både i NL, men også internationalt. Det er min vurdering, at Lisby stadig vil få masser af spilletid i NL-kampene.

Aarhus: Med Mathias Lilhauge i Tyskland ser det ud til, at det er Jakob Karkov, som skal føre Tigers tilbage i Mermaid Bowl. Karkov har masser af NL-erfaring fra Odense Swans, men det bliver spændende at se, om han kan holde til presset og føre Tigers tilbage til Mermaid Bowl.

Søllerød Gold Diggers: Morten Forsbøll er ny mand i Gold Diggers, og med Kenneth Stender ude, er starterpladsen hans fra sæsonstarten. Forsbøll er en af NLs mest erfarne quarterbacks, men om han kan føre Gold Diggers tilbage til Mermaid Bowl, bliver spændende at se.

Herlev Rebels: Efter Forsbølls exit til Gold Diggers, ser det ud til, at det er førsteårs senior Simon Dellgren, som skal stå i spidsen for Rebels i 2015. Det er ikke meget, man hører fra Rebels-lejren, så det er et stort spørgsmål herfra om Dellgren klar til NL, og det næste spørgsmål melder sig; hvis ikke han er, hvem skal så tage over?

Triangle Razorbacks: Er det endelig blevet Peter Linnemanns tur til at lede Razorbacks-angrebet, eller har de en quarterback på vej? Hvis det er Peter, der står bag center, kan det siges herfra, at han er erfaren herre, men har aldrig stået i spidsen for et NL igennem en hel sæson. Det bliver spændende at se, om Razorbacks tror nok på ham til endelig at give ham chancen?

Amager Demons: Lasse Randa-Boldt er kommet til fra Gold Diggers, og forventes at vinde starterpladsen over sidste års quarterback Teis Tinggaard. Randa-Boldt giver Demons en trussel i kastespillet, som de ikke har haft tidligere.

AAB 89ers: Kasper Skyum er efter endt studie tilbage hos Copenhagen Towers, og det efterlader et stort hul hos 89ers. Mon ikke vi får Thomas Zinck Thellufsen at se som quarterback hos 89ers? Thomas har spillet quarterback, før Skyum kom til 89ers, så han er ikke ny på pladsen. Thomas er dog holdets bedste receiver, så det er muligt, at HC Thomsen vælger at bruge en første års senior på pladsen istedet.

Horsens Stallions: Holdet er tilbage i NL, og er umiddelbart det eneste hold i NL, der ikke har skiftet ud på quarterback-pladsen til sæsonen 2015. Troels B. Andersen er en af Stallions bedste spillere, og det er også ham, der skal forsøge at sikre Stallions endnu et år i den bedste række.

 

Foto: Billedet er fra Peter Linnemanns Facebook profil..