Der har i ugens løb været en række interviews med spillere fra begge lejre. Nu er turen kommet til nationalligaen.dk’s skribenter samt kommentator Bjørn ”Basse” Stadil, som giver hvert deres bud på kampens forløb.
Køb billetter til dagen HER

Mikkel Guldbjerg Jensen:
SGD 28 – 26 Towers
MVP: Christian Vahl (SGD’s O-line)

1st Down Photo: Christian Vahl

Ligesom i klubbernes første to møder i denne sæson forventer jeg en tæt kamp. Kampen bliver afgjort af, hvilket hold der vinder på linjerne, hvor begge mandskaber har været yderst velspillende og har store profiler. Derfor ville jeg helst lægge mine MVP-penge på Gold Diggers offensive linje, men hvis jeg skal pege på en enkelt spiller, bliver det Christian Vahl. Han og Edu Molina har udnyttet de huller, de store drenge foran dem har skabt, på fortrinlig vis, og vi kunne let ende med at se en af disse to stå for en stor del af Gold Diggers’ point. Towers er dog ikke uden chance – på nogen måde! Med nogle af de største profiler i ligaen på holdet skal man aldrig regne dem ude, og de to finaleholds indbyrdes kampe var altså også helt lige efter ordinær spilletid i grundspillet. Sjældent har vi haft en Mermaid Bowl, som op til kampen har set så spændende ud som denne, så det mest passende er måske at sige ‘god fornøjelse’, for selvom vi har tradition for gode finaler, tegner den her til at blive noget helt unikt!

Mikkel Overgaard Pedersen:

Foto: Nini Skjoldager

SGD – Towers 26-30
MVP: Anton Witmeur

Jeg ser frem til et match-up mellem to offensive holde. To hold der i dette års udgave af National Ligaen har sat et hav af point på tavlen. Ikke mindst gennem nogle fantastiske angreb, hvor vi har set nogle plays, der virkelig kan få kæben til at falde. Søllerød Gold Diggers har været fantastisk og har formået at slå Copenhagen Towers i begge indbyrdes opgør. Dog tror jeg på, at Copenhagen Towers trækker sig sejrrigt ud af Mermaid Bowl 2021.
Mj Williams og Anton Witmeur har været fremragende i denne sæson, hvor også andre offensive esser som Jacob Green og Randall Schroeder har vist sig godt frem i de forgangne måneder. Kampen bliver med et væld af flot football, gode tacklinger og et hav af scoringer. Jeg forventer, at begge hold kommer blæsende ud fra start og sætter en del point på tavlen allerede i de to første quarters. Søllerød Gold Diggers skal have styr på Anton Witmeur og så skal de være opmærksomme på Jacob Green, så der ikke bliver den plads til ham, som Triangle Razorbacks tillod i semifinalen, hvor han var her, der og alle vegne.

Bjørn ”Basse” Stadil:
MVP: Det skal jeg fortælle jeres i slutning af udsendelsen 😉
Der bliver scoret under 40 point samlet.

Disse to mandskaber spiller rigtig godt op imod hinanden, og derved sagt, er det en fornøjelse at se disse to hold i finalen, da deres indbyrdes kampe i år virkelig har sat niveauet højt i Nationalligaen. Den offensive nøgle hos Søllerød Gold Diggers, ligger hos QB, Andreas Sølling. Spiller han med is i maven, som det var tilfældet i seneste opgør mod Copenhagen Towers, har Gold Diggers mange offensive strenge de kan spille på. Er det ikke tilfældet, og vi ser Andreas Sølling som i semifinalen, så vil angrebet skulle bæres af RB Christian Vahl og den offensive linje, og Towers er for gode til, at lade sig løbe over gennem en hel kamp. På den defensive side kan det være afgørende, at CB, Ajdin Djurdjevic spiller. Desværre udgik Djurdjevic med en knæskade i seneste kamp mod Towers, men bliver forhåbentlig klar til finalen. Derudover ville jeg holde godt øje med LB David Tawake, som generelt flyver rundt på banen og findes hvor bolden er.
Der er ingen tvivl om, at Gold Diggers overordnet skal levere en bedre kamp her i Mermaid Bowl, end de gjorde i semifinalen mod Triangle Razorbacks. For Towers’ offensiv, er det afgørende, at de får gang i alle deres playmakers, deres one-two punch med RB’s Junior Konate og Anton Witmeur og de to WR MJ Williams og Jakob Green, og TE Philip Thun. Lykkes det, vil de gennem hele kampen kunne være et skridt foran Gold Diggers’ defense, så meget hviler på de altid rolige skuldre af QB Randy Schroeder, da han skal orkestrerer denne offensive symfoni. Defensivt ville jeg holde øje med CB Eivind Rølles som havde en vild kamp i semi finalen mod 89’ers.

Dennis Vestergaard:

Foto: 1st Down Photo

SGD 21 – 17 Towers
MVP: Simon Føns

Jeg ser to komplette hold, som har meget få svagheder. Netop med udgangspunkt i de få svagheder, så tror jeg også, meget kliché-agtigt, at kampen afgøres på små fejl fra det ene hold, som vil blive udnyttet af det andet hold. I de to forgående opgør, har special teams spillet en stor rolle. Gold Diggers blokerede et punt i første kamp og i andet opgør, scorede de på et kick return (og senest i semifinalen, blev kampen afgjort af et blokeret ekstra point, da Razorbacks skulle udligne). Jeg ser at Gold Diggers har flere offensive playmakers, hvor de har en stærk WR-gruppe med Jens Ole Kaae, Frederik Oldenburg, Taylor Ekstrom, Helson Jouffroy og ikke mindst Simon Føns. Kombinationen med deres stærke løbeangreb, så tror jeg at den gruppe får en stor rolle, når kampen skal afgøres. Dermed ikke sagt, at Towers mangler offensive playmakers, hvor Jakob Green og MJ Williams vil få meget at arbejde med.
På trods af alle de offensive playmakers, så tror jeg på, at de to forsvar har justeret godt ind og derfor tror jeg også, at Mermaid Bowl vil blive den lavest-scorende kamp, af de tre, hvor de har stået over for hinanden.