”Den største motivation for mig i år er, at jeg ligesom skal ud og overbevise mig selv om, at det var fortjent at få den MVP.” Øjeblikke efter afgørelsen af Mermaid Bowl XXVI, hvor Aarhus Tigers måtte se sig slået 26-3 af de forsvarende mestre, Copenhagen Towers, blev Tigers’ runningback Marco Rysgaard kåret som National Ligaens MVP for sæsonen 2014. Siden da har Marco, som tidligt måtte udgå fra finalen på grund af en skade, ikke lagt skjul på, at han indledningsvis var en smule overrasket over kåringen ovenpå en sæson, hvor han i flere kampe følte sig hæmmet af skader, og aldrig selv følte, at han var på 100 %. Efterfølgende har han dog fået en bedre forståelse for, hvorfor det netop var ham, der fik MVP-titlen, som bliver uddelt på baggrund af stemmer fra ligaens head coaches.
”Nu kan jeg jo godt se, at en vigtig del for de andre hold er at få stoppet vores løbeangreb, og der har jeg jo spillet en væsentlig rolle. I og med at det er de enkelte head coaches, der har afgivet stemmerne, så er jeg da beæret over at have fået den. Så efter lige at have fundet ud af, hvordan [kåringen red.] fungerer, så er den da lidt ekstra fed at have.”
Selv peger Marco på sit eget- og holdets spil i semifinalen mod Triangle Razorbacks i Vejle, som et eksempel på en kamp, hvor han spillede op til det niveau, som sikrede ham MVP-titlen. Generelt erkender Marco, at det i høj grad er holdkammeraternes fortjeneste, at han kunne blive kåret som MVP. Tigers vandt som bekendt semifinalen, hvor Triangle Razorbacks ellers var forhåndsfavoritter. Med 4 rushing touchdowns spillede Marco en afgørende rolle i kampen.
”Jeg synes selv at jeg rammer dagen, men det er jo en holdsport. O-line blocker rigtig godt, og vi får gang i hele offense og det tror jeg var nøglen. Det var en af de kampe, hvor det hele bare spillede og det var helt klart dét, som var skyld i, at vi ender med at vinde den kamp.”
Forud for 2015-sæsonen føler Marco sig kvit for skader og fri for det slid, som en hel sæson giver kroppen. Det betyder dog, ifølge Marco, ikke at modstanderholdene skal frygte ham endnu mere i 2015. I stedet peger runningbacken på, at holdene bør frygte hele det angreb, han spiller på.
Marco ser selv frem til en sæson, hvor det komplette angreb netop skal være truslen for modstanderne. Således nævner Marco også bredden på runningback-positionen som en positiv faktor, der gerne skal holde ham selv og de andre på positionen friske og skadesfri gennem hele sæsonen. Marco er meget tydelig omkring det faktum, at MVP-titlen fungerer som en personlig motivation for ham i 2015. Han erkender samtidigt også, at titlen medfører en form for forventningspres på ham fra andre sider. Det er dog ikke et pres, der ændrer på Marcos tilgang til resten af hans offensive medspillere:
”Der er nogen, der render rundt med nogle forventninger til en, og dem vil du selvfølgelig gerne indfri, men for mig gælder det mere om, at vi har succes som et hold og får vores offense i gang. Jeg plejer at kalde det for maskinen, når vi er til træning. For når det hele bare kører, og maskinen er smurt, så er det jo lækkert at spille football. Jeg vil helst have, at det er alle elleve, der hjælper hinanden til at gøre det bedre, fremfor at der er nogen enkelte, der skal høste alt succesen.”
Marco ser i høj grad frem til at se, hvordan maskinen kører i 2015. Siden Mermaid Bowl XXVI har holdet gennemgået nogle væsentlige ændringer på både træner- og spillerfronten. Tidligere Head Coach Jesper Christensen har valgt at takke af, og bliver efterfulgt af Thomas ”Coach P” Pedersen. Coach P har længe været et kendt ansigt hos Aarhus Tigers, så der er i Marcos optik ikke lagt op til de store omvæltninger på trænerfronten og holdets overordnede målsætning under den nye head coach.
”Det fungerer egentlig bare, at det er en Head Coach, du kender rigtig godt, og som du ved brænder for at løfte det her hold. Jeg synes det fungerer skide godt. Det synes jeg også, det gjorde under Jesper. Jeg mærker som sådan ikke nogen forskel i den måde vi har gjort tingene på, men der er en ambition om, at vi selvfølgelig skal prøve at komme i Mermaid Bowl en gang til og forhåbentlig vinde den. Jeg synes både Jesper og Coach P gør – og har gjort et sindssygt godt stykke arbejde.”
På det angreb, som Marco er en del af, kommer der til at være lidt flere omvæltninger. Her skal der forud for 2015-sæsonen findes nye startere på både den offensive linje og den vigtige quarterback-plads. Marco peger på, at der forud for sæsonstart er kamp om at blive starting quarterback. Kandidaterne til pladsen er Jakob Karkov, der er kommet til fra Odense Swans, og Lasse Stou, der spillede sin første seniorsæson for Tigers sidste år. For begges vedkommende nævner Marco deres tilvænning til det offensive system, som værende vigtigt for angrebets samlede succes. En ting, som helt klart kan gøre quarterbackens tilvænning lettere er, hvis den offensive linje giver ham den fornødne tid og plads.
”Vi har jo fået nogle udskiftninger på den offensive linje. Det er egentlig dét, jeg er mest spændt på. Hvis vi får dem til at spille sammen som en enhed, så hjælper det selvfølgelig også quarterbacken til hurtigere at falde til i det her system.”
Til at hjælpe de nye spillere på plads vil Tigers’ offense have den forsvarende liga MVP til rådighed. Marco har da også stor tiltro til, at angrebet kommer til at fungere i 2015, og udtrykker en spænding forbundet med at prøve at spille sammen med en række nye spillere.
Hvordan holdet bliver spillet sammen og udvikler sig bliver afgørende for, om de når hele vejen til Mermaid Bowl igen. Personligt ser Marco frem til at teste holdet af mod de andre tophold og se, hvordan Tigers står i forhold til Triangle Razorbacks, Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers. Det er dog, måske lidt overraskende, ikke en chance for revanche mod Towers, som Marco personligt ser mest frem til i 2015. Her peger han i stedet på et første møde med Gold Diggers, som værende det opgør han glæder sig mest til.
”Kampene mod Towers er nogle fede kampe, fordi der ved du, at der bliver ikke givet ved dørene. Men dem har vi mødt to gange i sæsonen de sidste tre år, tror jeg. Jeg tror bare dét at møde et andet rigtigt godt hold, som jeg personligt aldrig har mødt, er det, jeg glæder mig mest til.”
Marco Rysgaard er klar til at møde de bedste i 2015, og føler sig opsat på at bevise over for sig selv og ligaen, at han var den retmæssige MVP sidste år. Aarhus Tigers starter sæsonen d. 12. april hjemme mod Herlev Rebels..