Potsdam Royals er meget tæt på oprykning til den bedste tyske række og det skyldes ikke mindst en rekordbrydende dansk receiver.

Fotograf: Ronny Budweth

Den danske wide receiver Frederik Myrup Nielsen var i weekenden med til at give sin tyske klub Potsdam Royals det bedste udgangspunkt for oprykning til den bedste tyske række, German Football League (GFL), da holdet på udebane vandt den første af to oprykningskampe.

Med en sejr på 55-12 over Berlin Adler sikrede Potsdam Royals sig i weekenden det bedste udgangspunkt for oprykning til GFL og det skete blandt andet med to touchdowns fra Frederik Myrup Nielsen, foran 1100 tilskuere.

Vidste der ville blive muligheder

Kampen var en play-off kamp mellem Potsdam, der havde vundet grundspillet i GFL 2 North og så Berlin Adler, der endte sidst i deres division, GFL North.

Men at der alligevel var stor forskel på holdene og at det var i Potsdams favør, kom ikke bag på danskeren.

”Vi havde en forventning om at så længe vi spillede vores spil og ikke blev fanget i følelserne af sådan en kamp, så ville resultatet være noget i den stil! Nu kan jeg kun snakke fra offensivens side, men vi var ret komfortable med det, vi så på film fra dem og så vores muligheder for at score en del point,” siger han til Nationalligaen.dk

Frederik Myrup Nielsen, der blandt andet har en fortid i AaB 89ers og Copenhagen Towers, havde en væsentlig andel i sejren, for han greb tre bolde for 98 yards og fandt endzonen to gange.

”To touchdowns og cirka 100 yards på tre catches er vel godtaget. Jeg burde nok have scoret en ekstra gang, selvom det havde været et svært catch. Det er rart der altid er noget at arbejde på, siger han med jysk beskedenhed.

”Men sådan som de liner deres defensive backs op vidste vi, at vi ville få nogle muligheder for at tage nogle skud, specielt fordi de er meget aggressive i deres zoner,” fortæller han.

En dansk rekordholder

Med sejren over Berlin Adler er Potsdam Royals fortsat ubesejret i. 15 kampe uden nederlag er det blevet til. Holdet har i de 15 kampe lavet over 50 point i snit og det har Frederik Myrup Nielsen en ret væsentlig andel i.

”Det har da helt sikkert været en fantastisk sæson. Det er en svær liga at vinde og selvom vi har vundet de fleste kampe overbevisende, har jeg nu ikke oplevet nogle af kampe som værende nemme, da jeg har haft de fleste individuelle matchups mod imports (amerikanske spillere, red). At have sådan en sæson som hold er virkelig en speciel følelse og at jeg så har en god sæson personligt også er jo bare ”icing on the cake”,” siger han til Nationalligaen.dk.

Frederik Myrup Nielsen har undervejs sat klubrecord i receicing yards, Han slutter grundspillet som den spiller i ligaen med flest reciving yards. 58 reception for 1399 yards og hele 18 touchdowns er det blevet til for danskeren i de fjorten grundspilskampe.

”At eje receiving-rekorder for en GFL klub føles ret godt. Jeg tror måske stadig jeg har et par rekorder hjemme i Aalborg, men tænker de nok er ved at være slået efterhånden. Men det gør da en glad, at alt det hårde arbejde og slid betaler sig i sidste ende og at man også har lavet noget historie både som det statistisk bedste GFL2 hold nogensinde og så personligt at have bidraget en smule til det,” siger han.

Næste sæson?

Frederik Myrup Nielsen har kun skrevet en et-årig kontrakt med Potsdam Royals og endnu ved han ikke om hvor han spiller i den kommende sæson. Receivernes kvaliteter har uden tvivl vakt opsigt hos nogle af de mere etablerede tyske hold, som altid er på udkig efter dygtige udlændinge med europæiske pas, som ikke tæller med som imports.

Umiddelbart er der tre muligheder for Frederik Myrup Nielsen: Han kan blive i Potsdam og spille GFL med dem, han kan fortsætte et andet sted i udlandet eller han kan tage hjem til Danmark.

Selv vil han dog helst fokusere på at få det sidste W i hus.

”Lige nu vil jeg bare gerne vinde sidste kamp og være ubesejret, så plejer de ting at tage sig af sig selv,” siger han, men afslører at han savner de gamle holdkammerater.

”Jeg savner da drengene hjemme i Towers, og det bliver da ikke mindre af at se dem have sådan en sæson, men det er også svært at give slip på det hernede, når man var med til at “starte” GFL1 drømmen og så ikke selv være der til at udleve den,” slutter han+

Returkampen mellem Potsdam Royals og Berlin Adler spilles lørdag den 30. september på Potsdams hjemmebane i den gamle luftskibshavn. Potsdam ligger i øvrigt omkring 25 minutters kørsel sydvest for Berlin, hvis man skulle have lyst til at se kampen live.