Den 2. puljekamp i Danmarks gruppe er mod Sverige allerede i morgen. Ovenpå kampen i går mod Østrig, skal Danmark formå at ryste nederlaget af sig, for at vinde den sidste kamp puljekamp, for at spille om 3.-4. pladsen.
Tirsdagens kamp vil være den første for svenskerne, som vil have en klar fordel af at være helt friske, da de ikke har en kamp i benene indenfor 48 timer.
Omvendt har danskerne den store fordel at have spillet sig sammen, og banket rusten af. Man kan roligt sige, at den flot spillede kamp, har det en stor værdi for danskernes næste kamp. Det danske coaching staff formåede at få sparet nogle kræfter, ved at rotere meget i særligt fjerde quarter. Det var måske ikke så meget som de havde håbet, men omvendt var grunden, at de indtil fjerde quarter var rigtig godt med i kampen. Resultatet blev også at der kom meget få skader. Umiddelbart var der kun to danske spillere der ikke afsluttede kampen, og spørgsmålet er om de blev trukket tidligt for at gøre dem klar til næste kamp.
Danmark har to problemer de skal adressere inden kampen mod Sverige. Den ene er tabte bolde. Flere af de danske WRs og TEs tabte bolde, som man, hvis man vil vinde fodboldkampe på dette niveau, ikke kan tillade sig at tabe.
Det andet problem var linebacker kædens run assignments. Det blev flere gange lidt for let for de østrigske RBs og QBs, når de løb bolden. Umiddelbart så de ud som om, at LBs ikke havde helt styr på deres ansvar mod løbet. Til gengæld var vi skarpe mod kastet. Flere gange i kampen var både LBs og DBs en fingerspids fra at intercepte bolden, og de østrigske WRs fik ikke produceret meget i kampen.
En ting er helt sikker – denne kamp er vigtig. En sejr er forskellen på en bronzekamp eller en kamp om at undgå sidstepladsen uden sejre. Det erklærede mål for landsholdet var inden turneringen at begå sig i en medaljekamp.
Svenskerne kan ikke have forberedt sig længe inden EM, da Head Coach Andreas Ehrenreich og resten af coachingstaffen netop er hjemvendt fra U19 VM i Mexico, hvor de også var med. Dermed er det spændende hvor meget de svenske spillere har nået at spille sig sammen. Det svenske hold delte dog færge med danskerne fredag eftermiddag, og har således haft som minimum 3 dage til at blive spillet sammen, inden den vigtige kamp mod Danmark.
Sverige er taget til EM med kun 36 spillere. Årsagerne hertil er uklare, men det kan et positivt tegn for svenskerne, da 36 spillere har fået flere gode kvalitetstræninger sammen, i deres begrænsede forberedelse. Det kan betyde at de er blevet godt samspillet, fordi der selvfølgig er færre spillere der skal have reps til træning. På den anden side er det en klar fordel for svenskernes modstandere, at de hurtigere bliver trætte. Om det kommer danskerne til gode i svenskernes første kamp, er nok et større spørgsmålstegn. Det bliver nok mere mærkbart i deres kamp mod Østrig, og evt. i svenskernes placeringskamp.
Dog springer det i øjnene, at Sverige kun har en enkelt QB på deres roster, og det kan hurtigt vise sig problematisk, hvis de skulle være uheldige med skader.
I kampen mod Østrig kiggede vi mod Swarco Raiders for at gætte på det taktiske udgangspunkt. I Sveriges tilfælde ser vi til U19 landsholdet, da Head Coach, og både den offensive og defensive coordinator har samme roller på U19 landsholdet. Det er en fordel for Danmark, da der inden for det seneste år er blevet spillet meget U19 landsholdsfootball for svenskerne. Sidste sommers EM i Gentofte bød på to kampe, og de tendenser vi så der, er netop blevet bekræftet gennem svenskernes 3 VM kampe i Mexico. Derfor ville det undre mig hvis trænerstaben vælger at gå radikalt væk fra en opskrift der har givet dem et ungdomseuropamesterskab og en fjerdeplads ved VM.
Fun fact: Den svenske offensive coordinator Frederik Moss Nielsen har en fortid på det danske U17 landshold, hvor hans spillede QB under OC/QB coach Kasper Skyum, der ved dette EM spiller QB for Danmark.
Det svenske defense mod det danske angreb
Alt hvad vi ved om svenskerne tyder på, at de kommer med et 4-2-5 forsvar. Det har de gjort de sidste par år, og ved sidste års U19 EM spillede de nærmere 3-2-6 forsvar mod det danske spread angreb. Det gjorde de også til U19 VM mod hold med 4 WRs. Det danske angreb opererer dog ved dette EM mere i 12 personel, der betyder at der for det meste er to Tight Ends og to Receivers på banen ad gangen. Derfor bliver svenskerne nødt til at sætte nogle flere spillere i boksen, hvis ikke de skal løbes over enden. Ligesom østrigerne forventer jeg at svenskerne spiller et quarter baseret forsvar. Men hvor østrigerne med deres 3-4 forsvar stod godt til de danske dobbelt tight formationer, er det svenske forsvar tunet til at spille mod klassiske spread angreb. Det er Danmarks ikke, og derfor får vi en taktisk fordel, da de svenske outside linebackers og safeties kan få nogle svære match-ups mod både løb og kast. Her vil tight end gruppen sandsynligvis få stor betydning. Og det er en alsidig gruppe. I Kasper Kaufmann får man en spiller der reelt kunne begå sig på den offensive linje. Phillip Thue Nielsen er også solid i sine blocks, men giver med sine 2 meter plus det løse et stort mål til de danske quarterbacks. Hvis Sverige kommer til kampen med mindre, men hurtige outside linebackers, kunne det sagtens være de to Tight Ends der ser banen en del. Lasse Tor er farlig for svenskerne, da han er noget mere atletisk end tight ends typisk er. Jesper Hansen er den fjerde TE i denne gruppe. Som træner for Jesper på tidligere landshold, har jeg oplevet hvordan han bidrager med absurde mængder hustle. Det er noget man som træner kan bruge til noget, når kampene bliver tætte og skal vindes. Sidst, men ikke mindst er alt mulig manden Thomas Zinck at finde i gruppen. Zinck kommer til at blive en spiller der kan flyttes rundt på stort set alle de offensive skill pladser, som vi så i Østrig kampen, hvor han spillede begge TE pladser, og enkelte gange stillede op som WR.
En anden dansker der får en vigtigt kamp er RB Lasse Lykke. Med Michel Konate småskadet, kommer Lasse Lykke nok til at tage størstedelen af RB reps’ne, og spiller Lykke godt, er han blandt de bedste RBs i denne turnering, så det bliver spændende at se hvor godt han bliver udnyttet i denne kamp. Jeg forventer dog noget mere løb end mod Østrig.
Det svenske angreb mod det danske forsvar
Sverige spiller et spread angreb med 3 eller 4 WRs på banen det meste af tiden. Dette gør man for at udnytte en af de bedste europæiske quarterbacks, Philip Juhlin. De er vildt gode. Philip Juhlin kender nogle danskere måske fra hans spil i Carlstad Crusaders, hvor han lige knap tabte til et velspillende Copenhagen Towers hold. Selv her, hvor man i Towers ville sige at man havde godt styr på svenskerne, formåede Crusaders at sætte over 40 point på tavlen. Primært fordi Juhlin er så hamrende dygtig, og trækker den ene kanin op ad hatten efter den anden. Skal Danmark have succes mod dette, kræver det en vis mængde pres fra den defensive linje, og her er der tre gode pass rushers i August Hyldrup, Jens Eg og Mads Marquard.
Som modsvar til dette, vil svenskerne sandsynligvis bruge deres jumbo pakke, hvor de pakker alle spillere ind i boksen, skifter QBen ud med en RB, og ellers bare løber bolden tungt. Det var bl.a. denne pakke der gjorde det svenske U19 landshold til Europa-mestre sidste år, i en finale mod Danmark, der nærmere kan beskrives som en vandpolokamp end en footballkamp, med det skybrud der åbnede sig over Gentofte stadion. Men effektiv var formationen, og selvom den ikke giver så mange taktiske muligheder for svenskerne, så giver det nogle timers hovedpine for Victor Andersens defensive spillere, samt coaching staff, der skal finde et svar på dette.
Min vurdering er dog at hvis man kan få svenskerne til at tage Juhlin af banen, så er det en fordel for danskerne. Men åbner vejrguderne skyerne over ISS stadion, kan man som dansk landhold i hvert fald ikke sige at man ikke var advaret.
Svenskerne har nogle høje WRs, som kan give nogle udfordringer i nogle en mod en situationer. Her bliver Marko Ilics længde vigtig i forhold til at lukke ned. Resten af DB gruppen kan blive udfordret på størrelsen, men spillede mod Østrig stadig meget flot forsvar, og særligt den kollektive indsats af de fire startere, Nicolai Zacho, August Brandi, Alexander Bitsch og Marko Ilic, var imponerende at se.
Jeg forventer at svenskerne vil løbe bolden, og har Victor Andersen ikke fået styr på sine LBs kan det blive en lang dag. Alexander Mylsted blev skadet mod Østrig, men var inden skaden et lyspunkt for kæden. Derfor har medic-staben en vigtig opgave i at gøre ham så klar som mulig. I hans fravær skal Jimi Laursen, Alexander Mathiesen og Lau Hartoft steppe op, og levere en disciplineret indsats, for ellers kommer Philip Juhlin til at løbe om hjørner med det danske forsvar hele dagen.
Kampen spilles kl. 16:00 på ISS Stadium i Vantaa.
Stream: http://ifaf.yaretv.com
Se rosteren (alafabetisk orden)
Live stats: http://jenkkifutis2018.fi/sweden-denmark-31-07-2018/