Foto: SBC Photo
Triangle Razorbacks (3-1) tager hjemme i Vejle imod Aarhus Tigers (2-3) i et lokalt opgør, hvor der er mere end sejren på spil.
Det er blevet tid til spillerunde 11 i National Ligaen, hvor Triangle Razorbacks tager imod Aarhus Tigers i et rent lokalderby mellem de to jyske klubber. Hjemmeholdet led deres første nederlag i sæsonen til Søllerød Gold Diggers, mens holdet fra smilets by kommer med en sejr i bagagen, da de hjemme slog Frederikssund Oaks.
Til Nationalligaen.dk har Head Coach hos Triangle Razorbacks, Peter Nicolajsen, udtalt følgende om nederlaget til Søllerød Gold Diggers.
”Jeg synes egentlig, at kampen mod Søllerød Gold Diggers viste, at vi var på rette vej. Det var et ærgerligt nederlag, men ser vi bort fra nogle ret dårlige beslutninger jeg træffer, så ser vi faktisk ret meget fremskridt på de områder, som vi har arbejdet på. Generelt er det største fokus på vores indbyrdes spilforståelse”.
Det taktiske aspekt
Taktisk har Triangle Razorbacks fokus på at deres defense skal begrænse Aarhus Tigers’ store playmakere. Deres offense skal justere sig bedre til de fronter de ser. Vejle-holdet har også brugt film til at se på det anderledes defense, som Aarhus Tigers spiller med i denne sæson, da de er blevet tydeligere på, hvad de vil på de forskellige spil.
Forberedelsen i Aarhus op til dette opgør er foregået med scouting, gameplanning og forberedelse i træningen.
Aarhus Tigers har på deres offensive linje den relativt nye quarterback, Isaiah Weed, med. Han er en alsidig en af slagsen, da han både kan kaste bolden og selv løbe med den og skabe nye first downs. Han har et godt sammenspil med sin holdkammerat, Ricky Stevens. Forsvarsmæssigt skal udeholdet denne lørdag stå ligeså godt, som de gjorde mod Frederikssund Oaks, hvor de kun tillod 18 point. De står dog overfor bedre offensive spillere fra Vejle, så det bliver et spændende match i kampen.
Hvad kan vi forvente?
Rent kampmæssigt kan vi forvente en åben kamp, hvor begge mandskaber vil spille deres chance – i stedet for at holde igen og håbe på modstanderen ikke laver nogen fejl.
Begge hold har brug for en sejr for at holde sig til i tabellen, men det er vildsvinene der er klar favorit til at tage sejren denne Valdemarsdag.
Kampinfo
Kampen finder sted lørdag den 15. juni på Vejle Gl. Stadion Helligkildevej 2, klokken 17:00
Læs mere om kampen på Facebook-begivenheden her: https://www.facebook.com/events/361165751141544/
Kampen streames på Zibrasport.dk. Streamet er sponseret af Blue Steel Sports Gear! Stream den live her: https://www.zibrasport.dk/
Tidligere indbyrdes opgør
29/4-18 Aarhus Tigers – Triangle Razorbacks 21 – 16
29/9-18 Aarhus Tigers – Triangle Razorbacks 14 – 16