Foto: Per Kronvold
Triangle Razorbacks byder lørdag velkommen til en af sæsonens positive overraskelser, AaB 89ers. Det bliver de to holds sidste kamp før sommerferien, og Razorbacks går ind til opgøret som favoritter på trods af gode resultater fra 89’ers i deres seneste par kampe.
De forsvarende mestre fra Razorbacks ramte det først bump på vejen i deres titelforsvar, da de i sidste weekend tabte Copenhagen Towers, der samtidig overtog førstepladsen i ligaen. Det er dog det første reelle svaghedstegn, vi har set fra Razorbacks i sæsonen. Derfor må det også kunne forventes, at de uden de helt store problemer kan hente en sejr lørdag eftermiddag.
AaB 89ers kommer til opgøret fyldt med selvtillid og gåpåmod. De var i weekenden på besøg i Herlev, hvor de ganske komfortabelt slog Rebels med 36-20. Vi snakkede efterfølgende med head coach, Jakob Thellufsen, der var tydeligt lettet og stolt over sit holds præstation.
Thellufsen og resten af 89ers-lejren skal nok ikke kigge for meget i historiebøgerne, hvis de vil overbevise sig selv om, at de har en chance for at slå Razorbacks. De seneste møder mellem de to hold er endt med storsejre til Razorbacks, og vi skal hele to år tilbage for at finde en 89’ers-scoring mod holdet fra Vejle.
“Vi forventer en svær kamp mod Razorbacks, som sikkert gerne vil ud og vise noget efter sidste kamp. Vi har dog også selvtillid, og vi går ned og vil forsøge at give dem kamp til stregen, og så må vi se hvordan det rækker. Kampen starter 0-0 og vi har scoret mod alle hold vi har mødt i år. Vi har brugt ugen på at blive friske efter to hårde kampe, få rettet fejlene fra Herlev kampen. Selvfølgelig har vi også forberedt os på nogle af de ting Vejle gør, men på en kort uge i et tæt program, har vi forsøgt at få så meget ud af det vi kan,” udtaler HC Jakob Thellufsen.
Kampen spilles lørdag d. 25. juni klokken 14.00 på Vejle Atletik Stadion (Helligkildevej 2, 7100 Vejle)
Facebook-event: https://www.facebook.com/events/1232036873484972/
Seneste indbyrdes opgør
3.5.2015 – Triangle Razorbacks @ Aab 89’ers – 52-0 – Stats
16.8.2014 – Triangle Razorbacks @ AaB 89’ers – 46-0
10.5.2014 – AaB 89’ers @ Triangle Razorbacks – 7-47