Af Dennis Vestergaard
Foto: SBC Photo
Selvom der blot har været 4 hold i National Ligaen 2021, så er der blevet spillet en lang række seværdige kampe. Ligaen rundes af på lørdag, hvor der kl. 13.00 er bronzekamp, efterfulgt af koncert af Queen of Denmark og afslutningsvis Mermaid Bowl, som runder football sæsonen af. Alt dette sker på Vejle Atletik Stadion.
Dagens første kamp er mellem ligaens to jyske hold, AaB 89ers (2-4) og Triangle Razorbacks (1-5). I en sæson, hvor alle fire hold var sikret en plads i semifinalen, må er det uden tvivl to hold, der drømte om Mermaid Bowl. Ikke desto mindre står de over for hinanden i kampen om 3. pladsen.
De to hold, har mødtes to gange tidligere i sæsonen, hvor de hver har hevet en sejr hjem. Første opgør inden sommerpausen endte med sejr på 35-14 til 89ers og det omvendte opgør endte med 38-17 til Razorbacks. Sejren over 89ers, var Razorbacks’ eneste i sæsonen, og selvom de ikke har været imponerende i år, er der en grund til, at de har vundet hele 8 Mermaid Bowls, og det viste de også i semifinalen, hvor de gav Søllerød Gold Diggers (5-1) kamp til sidste fløjt, hvor de længe er foran, men i sidste ende må se sig besejret med 20-21. Spørgsmålet er om Razorbacks kan hive sig op til en bronzekamp? De har op til slutspillet fået selskab af Niko Lester, som i en årrække har virket umenneskelig med hans præstationer i 4 quarters pr. kamp på både offense, defense og special teams. Han kommer fra en hård sæson i Spanien, hvor han har spillet for Barcelona Dragons i European Football League. Det er sandsynligvis også derfor, at vi ikke har set meget til ham på den offensive side af bolden endnu, men mon ikke han er klar til at give alt hvad han har, når sæsonens sidste kamp sparkes i gang?
På den anden side, vil AaB 89ers gerne vise, at det ikke er uberettiget, at de sluttede over Razorbacks. Foruden sejren over Razorbacks, er 89ers det eneste hold, der har formået at slå Søllerød Gold Diggers i år. Deres seneste to kampe er dog endt ud i store nederlag, først mod netop Razorbacks, hvor det også virkede som om, at der blev sparet en række spillere, så de var 100% klar til semifinalen mod Copenhagen Towers, i en kamp som de taber med 45-29.
Inden sæsonen startede, sagde head coach, Austin Jones, at kombinationen af WR, Magnus Urth og QB, Shelton Eppler ville blive farlig. Den påstand ramte han fuldstændig plet med og det er faktisk endnu ikke lykkedes et hold, at dæmme op for den duo. Samtidig har de også fået bedre og bedre gang i deres run game, som sæsonen er skredet frem. Razorbacks vandt det seneste opgør, men siden da, har 89ers fået TE Kasper Kaufmann og amerikanske Demage Bailey tilbage i truppen.
Selvom de to hold drømte om Mermaid Bowl, så er der lagt op til en rigtig seværdig kamp, hvor der godt kam forventes en god håndfuld touchdowns. Der er heller ingen tvivl om, at Triangle Razorbacks er den jyske storebror, men 89ers vil uden tvivl være den irriterende lillebror, som gerne stikker en kæp i hjulet, som de har gjort det flere gange i de seneste opgør.
Seneste indbyrdes opgør:
11/9-21 Triangle Razorbacks – AaB 89ers 38 – 17
12/6-21 AaB 89ers – Triangle Razorbacks 35 – 14
30/8-20 AaB 89ers – Triangle Razorbacks 34 – 26
24/8-19 AaB 89ers – Triangle Razorbacks 62 – 58
7/4-19 Triangle Razorbacks – AaB 89ers 46 – 42
Billetter til dagen kan købes HER