Foto: Chris Palmgren
I lørdags startede National Ligaen atter op efter sommerpausen og på søndag tager Søllerød Gold Diggers imod Copenhagen Tomahawks, når begge tager hul på efterårssæsonen. Tilløbet til slutspillet spidser til og alle ønsker at ramme slutspillet med topfart.
SGD skal holde fast i deres plads i slutspillet, imens Tomahawks skal forsøge at kravle op på 6. pladsen, som giver adgang til slutspillet. Det er altid interessant hvordan de forskellige hold kommer tilbage fra sommerpausen. Er det lykkedes, at få alle skadesfrie? Og har begge hold fået alle spillere tilbage fra ferie?
De to hold har mødtes én gang tidligere i år. Det endte med en stor sejr til SGD på 50-8, som er deres eneste sejr i sæsonen hidtil. Tomahawks har endnu deres første sejr til gode og hvis de vil bevare drømmen om slutspillet, så er det på søndag de skal vinde.
SGD har haft store udfordringer med skader til deres QB’s, hvor de i denne sæson har anvendt fem forskellige. Det bliver spændende, at se hvad deres plan er på den position, hvis de har alle mand klar efter sommerpausen. Morten Forsbøl spillede kun sidste serie mod Tomahawks i deres opgør i foråret og import, Anthony DiMarsico stod på sidelinjen og plejede sin skade, så det var Andreas Willumsen, der ledte SGD til sæsonens eneste sejr. Forsbøl har efterfølgende spillet, hvorimod DiMarsico endnu ikke har været på banen siden hans skade i Aarhus.
Fra Tomahawks-lejren forlyder det sig, at deres starting QB fra sæsonstart, Rasmus Rolsted er stoppet, og de står dermed tilbage med Kasper Svendsen. Han har nogle dygtige WRs, og det virker som om, at det er i luften, at de skal satse på, at få deres yards, selvom de i Rasmus Carøe har en RB, der kan lave de store spil. Han får dog brug for hjælp af den offensive linje og netop derfor, har det været en svær sæson, da deres offensive linje må anses som værende den svageste i NL i år. Det var i øvrigt Carøe, der spillede QB for Tomahawks, da de tog i mod SGD og derfor er der også håb for, at de står stærkere i denne kamp.
Tomahawks har gennem hele sæsonen udvist en enorm figthervilje, som de skal finde frem fra start, hvis de vil se sig selv i slutspillet. SGD vil uden tvivl komme blæsende fra start og vise, at deres forårskampe ikke sætter standarden for det niveau, de vil se sig selv på. De har en svær kamp mod Towers i næste uge og derfor vil de helt sikkert gøre alt hvad de kan for, at vinde kampen over Tomahawks og kunne gå ind til de resterende kampe med den nødvendige selvtillid.
Sidste indbyrdes opgør
17. juni 2018: SGD vs. Tomahawks 50- 8
20. august 2018: SGD vs. Tomahawks 41-6