Kampprogrammet for 2017-udgaven af National Ligaen er nu offentliggjort. Kampen om at vinde den 29. udgave af Mermaid Bowl begynder den 8. april og slutter med finalekampen lørdag den 7. oktober.

Årets udgave af National Ligaen bliver igen med otte hold, syv gengangere fra sidste sæson samt oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks, der erstatter nedrykkerne fra Horsens Stallions.

National Ligaen skydes i gang med tre kampe den 8. og 9. april, når AaB 89ers hjemme møder Herlev Rebels, og Amager Demons hjemme skal prøve kræfter imod Triangle Razorbacks. Søndag får vi den første store styrkeprøve, når Søllerød Gold Diggers hjemme i Nærum møder lokalrivalerne fra Copenhagen Towers.

Razorbacks favoritter
Alle holdene spiller 10 kampe i grundspillet og så er der et slutspil, efter samme model som i NFL, først med en wild card-runde for grundspillet nummer 3-6, derefter en semifinale med de to vindere af Wild Card-runden mod grundnummer 1 og 2, og endelig finalen; Mermaid Bowl.

De regerende danske mestre fra Triangle Razorbacks er på forhånd favoritter til at gentage triumfen mod enten sidste års finalister fra Copenhagen Towers eller Søllerød Gold Diggers. Men spørgsmålet er om enten Aarhus Tigers, der var i Mermaid Bowl i 2014, eller sidste års semifinalister fra Amager Demons kan overraske?

Og i den anden ende af tabellen bliver det ligeledes interessant at se om oprykkerne fra Valby, kan følge med niveauet i National Ligaen og undgå en hurtig retur til Kvalifikations Ligaen.

Du kan se kampprogrammet her.