Søllerød Gold Diggers har hentet amerikansk running back til klubben

Amerikanske Robert Burton III skal i den kommende sæson være byggestenen, som skal hente guldet hjem til Søllerød. Robert Burton III kommer til klubben fra Northwest Missouri State University, hvor han blandt andet var holdkammerat med den danske kicker (og tidligere Søllerød-spiller), Simon Mathiesen.

Robert Burton spillede sin sidste sæson i NWSU i 2014, men når han først får banket rusten af, så kan man ifølge Simon Mathiesen se frem til ”en ekstraordinær spiller, med et unikt drive”.

I Søllerød ser man frem til at supplere angrebsspillet med en eksplosiv spiller, der kan løbe tungt og som samtidig kan gribe bolden.

”Den 180 cm høje og 90 kilo tunge amerikaner er running back-positionens svar på en Schweizerkniv, da hans lave tyngdepunkt og eksplosive acceleration giver offensive koordinatorer muligheden for både at løbe ham op igennem midten, samt at lade gribe bolden nede i banen,” skriver klubben om sin nye spiller.

”Robert skal være med til at løfte vores offense og sammen med de andre running backs sikre, at vi har et højt niveau på pladsen, over hele sæsonen. Han er talentfuld som runner, men kan også gribe bolden ud af backfield og er derfor et rigtig godt fit, for vores offense i år,” siger head coach, Troels Vestergaard, til klubbens hjemmeside.

Det er den 24-årige amerikaners første kontrakt i Europa, men forventningerne til opholdet er tårnhøje.

”Mine forventninger til mit ophold i Danmark er simpelthen bare at se en ny by og en ny kultur. Jeg har aldrig været udenfor De Forende Stater før, så bare det at være i et fremmed land vil være spændende. Men vigtigst, så er mine forventninger til at spille i Gold Diggers, at vi skal vinde. Vinde guldet! Jeg hader at tabe, og jeg spiller kun for at vinde, og derfor er mine forventninger intet mindre end guld. Football er mit liv. Og jeg regner ikke med mindre end guldet,” lyder det i en kommentar på hjemmesiden.

Robert Burton III er oprindeligt for Marin City, Californien, og spillede junior college på City College of San Francisco inden han kom til Northwest Missouri State University, Marin City, som i øvrigt er mest kendt for, at det var der rapperen Tupac boede i 90erne.