Af Dennis Vestergaard
Foto: 1st Down Photo

Ligesom vi i går, i forbindelse med den kommende Mermaid Bowl, kunne give et par kommentarer fra et par af Copenhagen Towers’ profiler, er turen i dag nu kommet til Søllerød Gold Diggers. Fra Gold Diggers er der tale om Christian Vahl og Andreas Sølling. Ingen af de to spillere har tidligere spillet en Mermaid Bowl og kommer med vidt forskellige football-baggrunde.
Christian Vahl (#25), running back, har tidligere spillet i Kronborg Knights indtil han i 2019 skiftede til Gold Diggers. Han har siden skiftet til Gold Diggers været med i snakken om titlen som MVP, da han med sin evne til at skrabe ekstra yards sammen, sørger for at man aldrig skal afskrive Gold Diggers. I de to indbyrdes kampe mellem Gold Diggers og Towers, løb Vahl det afgørende touchdown i overtime og han forventes også at have en afgørende rolle på lørdag.

Andreas Sølling (#4), quarterback, har spillet sine ungdomsår i Amager Demons, inden han tog til USA, hvor han har spillet på high school og senest JUCO, inden han i sommer tog hjem til Danmark og startede i Gold Diggers. På trods af sin unge alder, er han trådt direkte ind i en ledende rolle, ikke mindst fordi han er QB, men særligt fordi han er en naturlig leder, som stiller høje krav til sig selv og sine holdkammerater.

Christian Vahl:

Kan du ikke fortælle lidt om din karriere hidtil?
Min karriere har efterhånden varet i mange år. Den startede helt tilbage i 2005-06 i Kronborg Knights. Den har både budt på High School Football i Oklahoma og landsholds deltagelse. Der har dog været flere ophold midt i karrieren, hvor jeg har holdt lange pauser da livet havde andre eventyr, der også skulle udforskes. Men nu har jeg været tilbage i en lille håndfuld år og efter skiftet til SGD har jeg udviklet mig utroligt meget som spiller.

Hvem er du uden for fodboldbanen?
Jeg er tømrer og far til to små børn (drenge på henholdsvis et halvt og tre år). Jeg er familie menneske med stort F, derfor er familien også altid med på sidelinjen ligegyldigt om det er ude- eller hjemmebane.

1st Down Photo: Christian Vahl

Hvordan ville dine holdkammerater beskrive dig?
Dedikeret og rolig type. Jeg er ikke en højlydt person og jeg har da også altid forsøgt at lade mit spil på banen tale for sig selv.

Du er alene hjemme lørdag aften og skal forkæle dig selv med noget god mad. Hvad laver du?
En stor rød bøf på grillen er altid et hit herhjemme!

Hvad ved folk ikke om dig?
Da jeg nu er far til to knægte og arbejder fuldtid, så ville der normalt ikke være tid til træning hver dag. Derfor har jeg etableret et fully equipped home gym herhjemme i garagen. Så takket være en kæreste der virkelig stepper up på hjemmefronten, så har jeg kunne træne året rundt de sidste par år.

Det er din første Mermaid Bowl. Det må have været drømmen der fulgte med skiftet til Gold Diggers? Hvordan er det, at se frem til nu?
Mermaid Bowl var faktisk ikke et ønske eller et mål dengang. Skiftet kom da jeg så det som den bedste mulighed for at kunne udvikle mig som football spiller individuelt. Men som årene er gået har jeg jo knyttet bånd til drengene på vores nuværende hold og dermed også fået ønsket om at vi kunne vinde noget sammen.

Hvad har været anderledes i år, hvor i endelig er nået til Mermaid Bowl, i forhold til de tidligere, hvor i ikke har formået at vinde de afgørende kampe?
Vi har uden tvivl været meget mere “clutch “ end i de foregående år. Til vores held kom “wake up callet” i form af et nederlag til AaB også på det rigtige tidspunkt. Timingen gjorde vi kunne nå at rette ind i tide.

Hvorfor vinder i 3. kamp i træk mod Towers?
Det bliver nok endnu en gang en tæt kamp. Men for vores vedkommende visker vi tavlen ren d. 9 oktober. Det eneste der betyder noget er den næste kamp.

Andreas Sølling

Du er kommet til Søllerød Gold Diggers i løbet af sommerferien. Kan du ikke fortælle lidt om din karriere indtil nu?

1st Down Photo: Andreas Sølling


Min karriere har været lidt all over the place. Jeg startede faktisk da jeg var 9, i Amager Demons. Det er mine roots. Så flyttede jeg til Qatar og spille flag i 3 år, pga der ikke var andet. Derefter flyttede jeg så til Pasadena, USA og spillede High School bold. Det gik så faktisk hen og fik mig et D.3 scholarship til St.Johns i Minnesota… virkeligt godt hold, men det var ikke lige helt noget for mig. Jeg endte med kun at være det et semester, hvor jeg så flyttede tilbage til Pasadena og startede på PCC (juco) for at prøve at få andre football muligheder. Så startede Corona jo… det var en hård tid, men vi startede endeligt op igen her til sommer. Hvor jeg så fik snakket med SGD og tænkte det var en super fin mulighed. Så jeg valgte at tage et red shirt år på PCC for at komne herud og spille for SGD. Så har jeg så en sæson tilbage i lommen på PCC til næste år!

Hvordan har det været, at komme til ligaens ubesejret hold og være starting QB fra dag 1, tabe den første kamp, lidt overraskende og nu stå i Mermaid Bowl?
Det har været den bedste oplevelse jeg kunne tænke mig at komme hjem og spille med SGD, de har taget så godt af mig alle sammen. Syntes det var sådan en god chance at få lov at spille med, siden jeg nu ikke har spillet rigtigt siden 2019. Det var hårdt med første kamp, jeg kunne virkelig mærke at jeg lige skulle ind i det hele igen, også nu når det er et nyt hold. Men lige fra starten af, var planen at komme i Mermaid Bowl, det er noget jeg har drømt om siden jeg var helt lille. Så at få muligheden, og som starting QB, er helt fantastisk i mine øjne. Jeg er reelt bare glad for at jeg har fået muligheden for at være med, og så specielt med sådan nogle gode gutter all around. Både trænere og spillere syntes jeg virkelig jeg er faldet godt sammen med.

Hvordan ville dine holdkammerater beskrive dig?
Jeg tror mine holdkammerater ville beskrive mig som meget ung 😂 men også en med meget ambition, som vil det bedste for ikke kun mig selv men også alle omkring mig. Jeg har meget at arbejde på, men jeg prøver altid på at være den bedste holdkammerat jeg kan være. I mine øjne er det altid holdet før mig selv.

I har vundet 2 ud af 2 mod Towers i denne sæson, begge i overtime. Hvordan vil i sikre, at det bliver 3 i streg?
Det har været nogle vilde kampe mod Towers, nu har jeg jo kun været med til en af dem. Men jeg tror, at hvis vi skal vinde, skal vi spille vores spil og lave så få fejl som muligt. Det er kun os der står i vejen for os selv. Så nu er det “all in or nothing”, det er tid til krig. Vi glæder os til på lørdag, og jeg er mere en glad for at være en del af noget større.