Portræt: Albert Kjøller Jespersen

Denne uges collegespiller, er en spiller, som netop har afsluttet sin freshman season. Albert Kjøller Jespersen har lidt af et fodbold-cv. Han startede med, at spille fodbold i Herlev Rebels i 2011. Han var en del af Rebels indtil han tog på High School i Nebraska, USA i 2014-2015, hvor han spillede amerikansk fodbold og gik til brydning, som han endte med, at blive rigtig god til. Albert blev nr. 2 i sit distrikt og kvalificerede sig dermed til state finals.

Da Albert kommer hjem fra High School, afslutter han den igangværende sæson i Rebels, hvor han er u16-spiller, men spiller sæsonen færdig med u19 holdet. I 2016, da Albert bliver u19-spiller, skifter han samtidig til Søllerød Gold Diggers (SGD), hvor han er med til at vinde det danske mesterskab i første sæson. 2018 starter med en tur til USA, hvor han er med Team Nordic i Dallas og spille imod et udvalgt amerikansk hold på AT&T Stadium. Samme år rykker han op på SGD’s national liga hold, hvor han hurtigt gør sig bemærket. Det bliver da også kun til en enkelt sæson i national ligaen inden næste kapitel i karrieren skal skrives. Sommeren 2018 bliver Albert student, som også er et stort skridt på vejen mod USA. Inden 2019 sæsonen starter, skriver Albert under på en aftale med Central Michigan University (CMU), hvor Albert skal tilbringe fire år imens den står på uddannelse, fitness og fodbold. Central Michigan er et Division 1 hold, som møder nogle af de allerbedste collegehold hvert år. I år har de bl.a. været på besøg hos University of Wisconsin, som er rangeret som nr. 10 i hele USA. Albert fortæller her om sin vej til CMU og hvad det har krævet, både på og uden for banen.

Du skifter til SGD efter denne sæson. Fik du det ud af dit skifte, som du havde håbet på og hvordan føler du dette?

Det tog mig et lille stykke tid før jeg blev accepteret i SGD, vi var en lille gruppe af røde hjelme der hang sammen i et stykke tid før vi blev tætte med resten af holdet. 

Jeg syntes at de virkede som nogle ”richkids” da jeg først kom. Og de tænkte sikkert heller ikke særlig godt om mig. Men efterhånden svingede jeg rigtig godt med Niels Helmer som også spillede defense. SGD’s U19 hold det år, blev et ekstremt tæt hold, og vi elskede alle at være sammen og være til træning og tage i byen sammen. Det gjorde det ekstremt sjovt at spille sammen. Der var mange af mine nye holdkammerater, der var med på landsholdet og jeg blev overtalt til, at tage med på camp. Jeg var først med til NM i 2016. Jeg var rasende, da det mere handlede om, at alle fik spilletid end om, at vinde. Sammenholdet var fantastisk, så jeg stillede op igen året efter, hvor der var u19 EM på hjemmebane. Der var det hele meget mere konkurrence-minded. Det var meget mere konkurrence på min position og jeg begyndte virkelig at tvivle på om jeg kvalificerede mig som en af de 45 udtaget. Jeg blev udtaget og vi spillede mod Finland og Sverige, og hold kæft hvor havde vi det sjovt.

Hvornår opstod drømmen om, at spille på college?

Den opstod under EM, hvor vi under et møde blev introduceret til Björn Werner (tidl. NFL spiller). Han gav os sin meget inspirerende livshistorie. Jeg mødte også vanvittig mange nye kammerater, Marcus Boesen som spiller på et D2 College, Victor Windfeld som spiller på D3, og Lasse Engel som jeg spillede imod i min første College sæson. Senere det år bliver jeg inviteret til North Carolina for at se det college som Desmond Cooper spillede på. Han viste os rundt og viste os kulturen på et college. Førhen havde jeg gået og leget med ideen om at komme på college, men troede aldrig rigtigt at det ville være noget jeg kunne opnå. Efter at have set skolen og oplevet kulturen var jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville på college hvis jeg nogensinde ville få muligheden. 

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent til, at spille på det højeste niveau?

Jeg tror at første gang at jeg virkelig troede på det var da træneren fra Towson University (Konstantinos Kosmakos) kom hele vejen hjem til mig i Danmark for at recruite mig. Der gik det op for mig at jeg var nok værd for dem til at rejse tværs over Atlanten for at møde mig.

Imens jeg var i North Carolina, får jeg en mail med en invitation til Team Nordic. Det var utrolig dyrt, men en chance jeg ikke ville gå glip af.  Team Nordic er et hold der består af de 44 bedste U20 spillere fra Finland, Norge, Sverige og Danmark. Vi skal spille imod et udvalgt hold fra USA. Jeg var aldrig kommet med, hvis jeg ikke have været på landsholdet. Jeg bliver starting DE/DT. 

Vi spillede på Dallas Cowboys’ stadion hvilket var en KÆMPE oplevelse. Jeg spillede en rigtig god kamp, men vi taber desværre 48-13, mener jeg. Jeg mødte også spillere USA Selected (et udvalgt hold af spillere, som endnu ikke har fået et scholarship) som jeg stadig har kontakt med den dag i dag. Efter den kamp begyndte jeg at modtage en masse e-mails fra forskellige skoler i USA.

Jeg ville ikke tro på det til at starte med, og ignorerede dem lidt.

Men næste gang jeg kigger i min indbakke har jeg modtaget e-mails fra 18 forskellige skoler der alle skriver noget “we are blablabla-College and we want you to come play for us.” Jeg undrer mig meget over hvorfor jeg har fået dem. Følte mig ikke rigtig overlegen efter at have rykket op i NL-truppen i SGD og football var lidt blevet en anden-prioritet efter jeg var startet i gymnasiet. 

Jeg tog kontakt til Jan Hamburger og spørger ham om det var noget specielt, han var helt oppe og køre men jeg forstod det ikke rigtigt. Tror ikke jeg forstod seriøsiteten omkring det. Jan og jeg tager fat i Lars Carlsen, og sammen skriver vi med Washington State University som var den første skole der havde skrevet til mig. Det er en PAC12 skole. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle gribe det an, så Lars Carlsen fortæller mig at jeg skal kontakte Björn Werner.

Det viser sig så at alle de skoler der har skrevet til mig er Community Colleges, JUCO’s eller D3 skoler. Så det er alle skoler der kræver, at jeg betaler penge for at komme der over. Hvilket jeg ikke var villig til.

Den eneste skole der er D1 er Washington State, men det var en “assistant recruiter” der havde skrevet til mig, så det var ikke noget seriøst. Det gjorde mig lidt deprimeret, og så troede jeg ikke rigtigt på det igen.

Hvad har det krævet af dig, at nå dertil, hvor du er i dag? Både ift. det fodboldmæssige, men også ift. studie?

Efter jeg mistede troen på det, fortalte Björn Werner mig, at han havde en masse kontakter, som han ville sende min highlight-video til. Han bad mig derfor om, at tage ACT og SAT tests (amerikanske, akademiske tests), da de var et krav for at komme på college, så jeg ville være klar, når mulighed bød sig. På det tidspunkt er jeg stadig i gymnasiet og skal til at tage mine afgangseksamener. 

Alt går op i skole for mig, og jeg føler ikke, at jeg har tid til at fokusere på College. Björn ville gerne have mig med rundt på forskellige skoler, hvor planen var, at jeg skulle deltage i deres recruiting camps. Men det kunne jeg ikke pga. det foregik samtidig med mine afgangseksamener. Ved de camps kan scouts se én an på et tilsvarende niveau. Det er svært, at vurdere ud fra en highlight video fra Danmark, da de ikke kender niveauet herovre. Da jeg bliver student, kan jeg ikke rigtig overskue hele processen og jeg ignorerer egentlig Björn i halvanden måneds tid. Hele min omgangskreds, venner, familie, kæreste, Jan Hamburger fortalte mig, at jeg skulle gå efter drømmen, som får mig til, at genoptage kontakten til Björn. Det var svært, for han havde fortalt mig, at hvis han skulle bruge sin tid på mig, så skulle jeg også give ham 100% commitment, hvilket jeg ikke ligefrem havde levet op til. Jeg skrev en lang besked til Björn og han forstod heldigvis min situation og mine tanker.

I mellemtiden tog jeg på sommerferie i Tyrkiet med min familie og kæreste. Det var der at jeg modtog mit første Full Ride Division 1 Football Scholarship til Buffalo. Jeg var helt oppe at køre og vi fejrede det, og der var vild god stemning indtil jeg kan se på min kæreste at hun ikke har det så godt med det. Hun prøvede alt hvad hun kunne for at fejre det med os, men jeg kunne tydeligt aflæse hendes pokerface. Det var virkelig hårdt for hende at det hele lige pludselig kom så tæt på, og det tog også hårdt på mig. På det tidspunkt havde vi ikke snakket om hvad vi ville gøre, hvis jeg tog afsted. Det var en svær situation. Skulle man bare slutte nu? Skulle vi fortsætte? Derefter begyndte jeg at se på mine relationer til alle de mennesker jeg kendte. Vil mine bedsteforældre stadig være her når jeg kommer hjem, hvis jeg overhovedet kommer hjem? Mister jeg mine venner? Kommer de nogensinde på besøg? Kan jeg have et langdistance forhold?

Det hele blev pludseligt nogle store valg. En uge senere fik jeg et tilbud fra Towson.

Efter ferien kom fokus igen på de tests, som man i øvrigt ikke kan tage i Danmark, så jeg tog til Hamburg for at tage min ACT test. 

Testen skulle starte fredag kl. 08:00. Kl 12:00 sidder jeg stadig og venter på, at de kan få testen startet. Det viser sig så, at serveren er nede, så vi må tage hjem og registrere os til en test i en anden måned. Jeg får skrevet mig op til en test i november. Jeg havde et arbejde, som jeg skulle passe, så mine forberedelser var ikke helt optimale. Jeg kører derned om eftermiddagen, dagen før testen skal tages. Jeg kommer derned rigtig sent og er helt udmattet og sulten, men jeg blev nødt til at studere en smule. Jeg møder op til testen med søvnmangel og hundesulten, fordi jeg heller ikke fik morgenmad. Jeg kører hjem og inden længe får jeg min karakter fra min ACT test, hvor jeg er 1 point fra at det er godt nok. Så jeg bliver nødt til at skrive mig op til en ny test i december.

Denne gang skriver jeg mig op til en test i Berlin, jeg fandt ud af at det var billigere at flyve derned end at køre til Berlin. Jeg ankommer 5 dage før så jeg kan studere og forberede mig ordentligt. Lørdag morgen dukker jeg op til testen som skulle starte kl 08:00, jeg står ude foran med en svensker og en tysker og vi står der indtil kl 10:00, men dørene bliver aldrig åbnet. Det viser sig så at vi havde modtaget en mail dagen før testen om, at den var blevet aflyst. Jeg flyver forgæves hjem igen. Det var lidt noget lort fordi jeg havde to full ride scholarships fra University of Buffalo og University of Towson og de ville gerne have mig til at starte lige efter nytår, men de kunne ikke lade mig starte før jeg havde en god karakter på min ACT. Den næste ACT-test var først midt i februar. Jeg mistede derfor mit tilbud fra Buffalo, da de i mellemtiden havde fundet en anden. Jeg håbede stadig på et tilbud fra en større skole end Towson. En anden test som jeg også skulle tage var en TOEFL test, som viser mine engelsk-færdigheder. Den test kunne jeg heldigvis tage i København i december uden problemer. 

Jeg får skrevet mig op til en ny ACT test i februar, jeg kører ned til Hamborg igen igen igen og tager testen, får en god karakter og har nu alt hvad jeg skal bruge for at komme på College. Men nu havde jeg kun det ene tilbud fra Towson, som jeg ville tage hvis ikke der kom andet på bordet. Der gik heller ikke lang tid før, der kom endnu et tilbud, denne gang fra Central Michigan. De havde også kontaktet mig tidligere, men da de ville have mig som OL, takkede jeg nej, da jeg ser mig selv som DL. Da de havde udskiftet store dele af deres trænerstab, vendte de tilbage og ville gerne have mig som DL. 

Du havde scholarship offers fra både University of Towson og University of Buffalo. Hvad fik dig til, at comitte til CMU? Hvad kunne de tilbyde, som gjorde forskellen?

Buffalo trak deres første tilbud tilbage, da jeg ikke kunne nå det, grundet den manglende test. De tilbød mig dog en aftale med start i januar 2021. Jeg tog over og besøgte Towson. Jeg havde min mor med og vi var der i tre dage. Det var en ret vild oplevelse. Jeg mødte alle coaches og de havde også allerede en belgisk spiller tilknyttet. Det var også ham, som var sammen med mig og tog sig af mig under mit besøg. Til sidst skulle jeg have et møde med min positionstræner og derefter med deres head coach. De prøvede virkelig at lægge pres på mig og få mig til at skrive under på en kontrakt, men jeg måtte fortælle dem at jeg gerne ville se det andet universitet (Central Michigan) før jeg besluttede mig. Det var de ikke så vilde med, de ville gerne have mig til at skrive under lige dér. To uger senere besøgte jeg CMU. Jeg var overvældet over størrelsen på skolen, hvor der er 22.000 studerende. Én betydningsfuld forskel på CMU og Towson var, at spillerne her selv kom og introducerede sig, hvor de på Towson blev bedt om, at hilse på mig, af coaches. Og så er faciliteterne helt vilde, det har en indendørs fodboldbane, to udendørs træningsbaner, et kæmpe stadion med plads til 32.000 tilskuere. Og så er de ved at bygge en $35 millioner ny bygning kun til fodboldholdet i den ene ende af stadionet. Det svarer til 237 millioner danske kroner. I den nye bygning kommer der til at være locker rooms, vægtløftnings rum, mødelokaler, rehabiliteringscenter og steder hvor vi kan hænge ud. 

Begge skoler var i gang med Spring Practice, så jeg fik set begge hold træne, og jeg var bare meget mere imponeret over træningen hos Central, tempoet var virkelig højt og trænerne virkede bare til at gøre det til et fedt miljø at være i samtidigt med, at man knokler røven ud af bukserne. Da træningen var slut gik jeg ned til trænerne og sagde “I wanna commit!” Jeg fik en kontrakt i hånden, som de sagde jeg skulle tage med hjem og tænke over. De pressede slet ikke på, ligesom jeg oplevede ved Towson. 

Jeg skrev ret hurtigt under og fortalte det stolt til venner, familie og kæreste. Det var en svær tid, da jeg skulle nå, at være sammen med alle mine venner, kæreste og familie. Jeg var stort set slet ikke alene på noget tidspunkt. Jeg blev enig med min kæreste om, at det var bedst, at afslutte forholdet. 

Hvordan var det, at ankomme på det store universitet, uden at kende nogen?

20. juli ankommer jeg på Central Michigan University. Meget ekstrem følelse at stå der uden at kende nogle, kender ikke nogle steder, har ikke nogen mulighed for at komme i kontakt med nogle. Alle spillerne går i skole hen over sommeren og træner hver dag. Jeg kunne ikke engang finde vej til træningsbanen eller noget. 

En dag der banker det på min dør, og der står en stor gut og er super imødekommende, han inviterede mig med over til ham og jeg har i løbet af et par timer mødt alle dem der er startet samtidigt med mig. 

Du kommer fra, at træne to gange om ugen i Danmark til, at træne hver dag. Hvordan var den omstilling?

Der gik lige tid før jeg måtte deltage i træningen, da jeg skulle gennemgå nogle fysiske tests og sundhedstjek. Jeg var klar til ”fall camp”, hvor vi havde vægtløftning kl 08:00, møder fra kl 9:30-12, hvor vi så spiste frokost. Derefter tilbage til møder fra kl 13:30-16:00. Derfra gik vi til træning og vi trænede fra 16:30-18:45. Efter aftensmad, var der møder 19:30-21:30. Sådan var det hver dag i næsten 5 uger.

Du gik fra, at være en etableret spiller på SGD’s NL hold samt landsholdet til en helt anden rolle. Hvordan var det, at omstille sig?

Vi var 23 på den defensive line, så der var utrolig meget konkurrence, da der kan jo kun være 4 på banen ad gangen med det defense vi stillede op med. Den konkurrence havde jeg aldrig oplevet tidligere. Derhjemme i DK var vi holdkammerater fra den dag du træder på holdet, vi var virkelig tætte i vores positionsgrupper, men sådan var det ikke herovre. Her gik alt ud på at være bedre end din sidemand, få ham til at se dårlig ud så du kan stikke ud fra mængden. I løbet af træningerne bliver vi filmet fra 5 vinkler konstant. “Everything you do come on the video, and the video don’t lie” dvs. at når vi var til træningerne så handlede det bare om at smadre igennem og give den alt hvad man overhovedet kunne. Der var ikke noget der hed pause. Hver gang jeg havde været til træning følte jeg at jeg havde spillet en helt kamp i DK på begge sider af bolden. 

Efterhånden fik jeg et rigtig tæt venskab til to andre freshmen på holdet, Max Saylor (D-Line) og Dan Motowski (O-Line). Nu føler jeg endelig at jeg har styr på det hele og jeg får mere spilletid i scrimmage perioderne til træning. Dan og Max er begge to virkelig gode freshmen som er accepteret på holdet, de blev begge to starters på holdet. Jeg hang ud med dem og det gjorde at jeg blev accepteret. Lige da jeg var ved, at få styr på playbook og teknikker osv., blev jeg kaldt ind på kontoret, da head coach, defensiv coordinator og DL coach ville tale med mig. De fortæller mig, at der er store problemer med skader på den offensive linje og at jeg vil passe perfekt ind hos dem og spørger mig om jeg vil hjælpe holdet ved, at skifte position. Jeg kunne godt mærke, at det egentlig ikke var et valg jeg havde, så jeg takkede ja. Det var et stort slag, da jeg netop havde afvist CMU og andre skoler tidligere, da de ville bruge mig som OL og nu skulle jeg alligevel spille OL. Mit første møde med min nye positionstræner overbeviste mig om, at det nok ikke er så slemt alligevel. Han fortæller mig, at han trænede Andreas Knappe, da han spillede på college på University of Conneticut og har fået mere end 20 spillere videre til NFL og selvom jeg ikke havde meget erfaring på den offensive linje, var han overbevist om, at han nok skulle få gjort mig klar. Efter et positionsmøde på seks timer, har jeg stort set ikke forstået ét eneste ord, at det der blev sagt. – Det var som om de talte et helt andet sprog end jeg var vant til på defense. Den flinke coach jeg havde talt med, viste sig som en helt anden træner på banen. Han er meget hård og ser hellere, at vi spiller med ”toughness” end teknisk korrek. Jeg blev helt bange for ham, jeg turde næsten ikke stille spørgsmål mere. Det var ikke kun over for mig, men også alle de andre i gruppen.

Hvordan ser en typisk uge ud, midt i sæsonen?

Efter Fall Camp starter skolen og hermed sæsonen. Dvs. Styrketræning om morgenen fra kl. 8-9. Skole fra 9:30-13:00 og så football fra 13:30-18:45 og så tilbage i skole fra 20-21. Sådan ser mit skema ud næsten hver dag hele sæsonen. I løbet af det 6 timers football har vi 2 timers møder med video fra træning og på vores modstandere, 2 timers walk trough hvor vi går igennem vores spil, og så 2 timers træning i udstyr. 

Når min dag er færdig skal jeg lave lektier og se video på den iPad fra træningen. Der kan jeg sidde og se hvor jeg har fucked up. Det hele er jo filmet fra 5 vinkler.

Hvordan har modtagelsen være på CMU, når du kommer fra lille Danmark? Har i flere spillere fra Europa?

Det var svært at blive accepteret på holdet, de så alle på mig som “ham den europæiske gut der ikke ved eller kan finde ud af en skid omkring fodbold”. Fodboldholdet var de eneste mennesker på skolen de første syv uger af mit ophold. Mange af mine holdkammerater kommer fra nogle rigtig slemme miljøer, vokset op med kriminalitet, uden forældre og været hjemløse. Disse mennesker ser på fodbolden meget anderledes end jeg som “middelklasse dansker”. Her ser de fodbolden som den eneste vej til et godt liv. Derfor blev jeg blot set som endnu en konkurrent, som ville tage deres plads. 

I vandt MAC-West og kvalificerede jer til New Mexico Bowl. Hvordan var den oplevelse?

Vi blev nummer 1 i MAC-West. Vi kom i finalen, som vi spillede på Detroit Lions Stadium. Vi tabte desværre finalen, men kvalificerede os til New Mexico Bowl, som vi spillede imod San Diego State University. Vild oplevelse. Det var første gang at jeg fik lov til at rejse med holdet. Vi var der næsten en uge før vi spillede kampen så vi havde tid til at træne og slappe af. Vi fik også lov til at tage i byen og ud at shoppe. Noget af det fedeste var helt klart at jeg fik set min gode kammerat som spiller for San Diego, Lasse Engel. Vi har både spillet sammen på Team Nordic og det Danske landshold. 

Afslutningsvis, hvad vil du så råde de unge, håbefulde talenter hjemme i Danmark, til at gøre for, at opnå deres drømme?

Først og fremmest få styr på alt papirarbejde i rigtig god tid hjemmefra. Det vil sige; blive oprettet hos NCAA Eligibility Center, derfra kan man se det meste af hvad man skal have styr på. Få taget enten ACT/SAT-testen. Få taget TOEFL testen. 

Kom i kontakt med nogle der kan der kan hjælpe dig med at sende dine highlight videoer rundt, som f.eks. Gridiron Imports. 

Lav noget research, og find ud af hvilke uddannelser man kan søge merit for, så du kan bruge uddannelsen hvis du ender op i DK på et senere tidspunkt. 

Tænk en ekstra gang over om det er det du rigtigt gerne vil, fordi det kræver nogle mærkværdige ofringer, og det er ikke alle der kan klare det hårde pres der ligger på skuldrene det sekund du træder ind på et College Football hold. På D1 kan du risikere ikke at få mere end 5 ugers ferie om året alt efter hvordan sæsonen forløber sig.

Tag dig sammen i engelsktimerne derhjemme.

Brug en masse tid på styrketræning og mobilitetstræning. Mobilitet er meget mere relevant end jeg selv havde regnet med. I stedet for at bruge tid på kondition, brug den på mobilitet. 

Sørg for at få lavet et ordentligt træningsprogram, evt. søg hjælp fra en professionel.

Hvis du har fået tilbud fra forskellige skoler, så vælg den skole du føler dig mest velkommen på, mennesker der tager imod dig og er interesserede i dig og et sted hvor du føler dig hjemme. Du kommer til at tilbringe dit liv de næste 4-5 år på skolen, så gør dig nogle gode overvejelser. Tag til alle de official visits du kan komme på. Pas på med at vælge en skole pga. trænerstaben, den bliver nemlig skiftet oftere end man tror. Fokuser heller på dine holdkammerater, det er dem du skal gå igennem alt med og tilbringe utallige timer med. 

Brug din sidste tid fornuftigt med venner og familie, du kommer til at savne dem og du får ikke ligefrem mulighed for at se dem særlig ofte.