Den første collegespiller i rækken, er en der har været rundt omkring i forskellige danske klubber, men har også spillet flere steder i USA. Mike Mønsted Petersen, runningback, er vokset op på Lolland Falster. Han startede med at spille tackle football uden udstyr med vennerne og så amerikansk fodbold på sommer sports camp to år i træk. Det vakte interesse for sporten og herefter hoppede han lidt rundt imellem de lokale klubber på Lolland Falster, inden han tog skiftet til Næstved Vikings. Efter et kort ophold i Næstved, skiftede Mike til Avedøre Monarchs, hvor han spillede en enkelt sæson på deres u19 hold, hvor han blev valgt som holdets MVP. Samtidig kom han også ind omkring det danske u19 landshold. Efter en enkelt sæson på Monarchs’ u19 hold rykkede han op og blev en del af deres seniorhold, som dengang hed Hvidovre Stars. Da de desværre måtte lukke ned, gik skiftet til Copenhagen Towers. I 2012 gik turen så til Californien, hvor han spillede 2½ år på Santa Barbara City College (SBCC), hvor han også et år løb track and field sideløbende med fodbold. Sommeren 2014 vender Mike hjem til National Ligaen, hvor han afslutter sæsonen med Copenhagen Towers og vinder Mermaid Bowl. I 2015 starter endnu et kapitel i Mikes karriere. Denne gang er det Division 1, der kalder i USA. Han tilbringer 2½ år på Centra Conneticut State University (CCSU). Derefter stopper Mikes aktive karriere og henover sommeren 2017 tager han til North Dakota State University, hvor han første gang rigtigt får brug for den uddannelse, han har fået sig på CCSU, da han kommer i praktik som strenght and conditioning coach. Efter denne praktik, bliver han ansat som strenght and conditioning coach på Saginaw Valley State University, hvor han arbejdede med football, soccer (mænd og kvinder), golf og baseball, som afsluttes efter et enkelt år. Derefter rejser Mike hjem til Danmark, hvor han i København starter sin egen virksomhed, Moensted Coaching – Personlig Træner. Fodboldmæssigt var Mike i 2019 en del af Søllerød Gold Diggers, hvor han stod for deres offseason-træning, samt var RB coach. Det blev også til en enkelt kamp, da SGD var ramt af skader i RB-gruppen, hvor Mike trak i tøjet i semifinalen mod Razorbacks, hvor han satte 12 point på tavlen. I dag er Mike ikke tilknyttet nogen klub, men han afholder football camps i hele landet, hvor han er en stor inspiration for unge spillere, der ønsker at tage deres spil til et højere niveau.

Mike har takket ja til at dele sine erfaringer med os, så andre forhåbentlig kan føle sig inspireret til, at tage skridtet mod det store udland.

Efter at have spillet i breddeklubber, hvornår gik det så op for dig, at du var god nok til, at komme på landsholdet?

Sport har altid været en stor del af mit liv, hvor jeg har dyrket alt fra svømning til kickboxning. Jeg spillede håndbold på højt plan som ungdomsspiller og var faktisk en ret god bryder også. Så jeg vidste ret hurtigt at football var noget for mig og noget jeg var god til. Problemet var at jeg ikke vidste en skid om sporten. Jeg spillede bare og gjorde hvad jeg blev bedt om. Hvad jeg prøver at sige, er at jeg vidste jeg var god nok, men havde en del arbejde foran mig, fordi jeg var så ny i sporten i en sen alder.

Hvad lavede du hjemme i Danmark inden du rejste til USA?

Jeg havde afsluttet gymnasiet og så tjente jeg nogle penge samtidig med at jeg rejste en del. Football, håndbold og træning samt arbejde var stort set det eneste jeg lavede.

Hvornår opstod drømmen om, at spille i USA?

Den startede allerede da jeg så min første NFL-kamp og det tror jeg mange kan relatere til. Hvem vil ikke spille i NFL i USA? Jeg var i hvert fald fast besluttet på at give det en chance, hvilket også var derfor jeg skiftede til Monarch. Den største motivation kom da 2 amerikanske trænere kom op til mig efter vores kamp mod Finland, hvor jeg havde 170 yards 1 TD og 1 two-point conversion. De kom op til mig og sagde jeg burde spille i USA og at jeg burde begynde at kigge på skoler derover. Det var helt sikker mit tipping point for at tage af sted.

At tage fra Copenhagen Towers i Gentofte til Santa Barbara i Californien er et stort skridt. Hvordan opstod kontakten til Santa Barbara?

Det var faktisk Andreas Schneider, som foreslog dem til mig. Så vidt jeg kan huske så havde Christoffer Aakjær også spillet derover og Schneider var gode venner med ham den gang. Derfor talte han godt for dem og oplevelsen. Derefter kontaktede jeg dem og så gik det hurtigt.

Hvordan fik du det til, at hænge sammen økonomisk?

Jeg havde tjent en del penge og så solgte jeg den bil jeg havde herhjemme. Men jeg var også heldig at min far kunne hjælpe økonomisk ellers ville det have været svært at blive derover når man ikke er på scholarship. Derfor anbefaler jeg at man enten spare op eller leder efter junior colleges som giver scholarship (Dean som Christian Cederquist gik på evt). Den store hjælp kom på andet år hvor jeg begyndte at få SU. Havde det ikke været for det så var jeg nok taget hjem.

I Danmark træner man typisk to gange om ugen og spiller 1-3 kampe om måneden. Hvordan var det, at skifte til Santa Barbara?

Det var svært og det var en udfordring. Det har været en af de bedste oplevelser i mit liv så det er svært at se tilbage på det, som en negativ ting, men det var helt sikkert ikke det nemmeste skifte i mit liv. Jeg kendte ikke rigtig nogen, men det gik heldigvis hurtigt efter det første football møde. Det sværeste var helt sikkert at vænne sig til spillet i USA. Spillet i USA er for det første meget mere kompliceret end i Danmark. Der er så mange flere gode spillere, som også gerne vil spille og som er villige til at arbejde hårdt for at få spilletid. For det andet så er playbooken en del større end i Danmark. Det er ret normalt at have 8-10 forskellige formationer og så have minimum 10 spil til hver formation. Dertil er der også specialteams og trickplays, hvilket kun blev mere kompliceret da jeg kom til CCSU. Dertil er spillet også meget hurtigere end herhjemme hvilket tager lidt tilvænning. Det resulterede også i at jeg ikke fik meget spilletid mit første år. Jeg måtte arbejde hårdt for at være starter i min anden sæson og ”vinde” et scholarship.

Hvordan så en typisk in-season ugen ud i Santa Barbara?

Træning mandag-torsdag og så en walk through fredag inden kamp lørdag og så fri søndag. Der stod på rehab og afslapning. Styrketræning 2-3 gange i løbet af ugen. En del ind og ud af vores trainingroom for at holde sig klar. Og så skal man selvfølgelig også lige have styr på sin skole ellers får man ikke lov til at spille.

Du spillede sammen med din gode ven, Andreas Schneider i Santa Barbara. Hvordan var det, at være de to danske knægte blandt alle de amerikanske spillere på holdet?

Det var fucking sjovt. Elskede at have ham der. Det gav også en god person støtte at læne sig op ad når det gik hen og blev noget lort en gang i mellem. Vi havde sgu nogle gode drukture, men selvfølgelig også gode kampe sammen. Men det var dejligt at have en og dele tingene med specielt den dag i dag. Vi var dog også ret heldige at spille sammen med en del svenskere som man kunne snakke med. Men der var faktisk også spillere fra Tyskland, Østrig og Australien.

Hvorfor forlader du Santa Barbara for, at komme hjem og spille i Towers igen?

Jeg havde spillet mine 2 år, som du er tilladt på junior college så jeg skulle videre. Jeg havde fået min AA degree så jeg ventede bare på det rigtige tilbud. Jeg havde tilbud fra flere D.2 D.3 og NAIA skoler, men jeg var fast besluttet på at spille D.1 så jeg tog hjem i 5 måneder og satsede på at jeg ville få et scholarship i den tid. Det skal siges at hvis jeg vidste hvor lang processen var for at kunne få alle sine papirer i orden igen så havde jeg nok valgt at blive derover og arbejde eller spille for en mindre skole.

CCSU er en D1 skole og derfor er i kontakt med flere hundrede atleter hvert år. Hvordan opstod kontakten imellem jer?

Jeg kender en gut over i USA, som sender materiale ud til næsten alle skoler derover. Han gør det fordi han gerne vil hjælpe flere atleter fra Europa med at spille i USA. Han gør det gratis og har hjulpet en masse europæere med at komme på college. Jeg tog også over og boede hos ham og vi besøgte skoler i Virginia området. Jeg sendte også mit materiale ud til skoler selv og kontaktede folk jeg kendte, som havde kontakter derover og som sendte det videre.

Havde du andre tilbud på det tidspunkt?

Jeg havde et tilbud fra Kennesaw State, som lige havde startet deres football program igen, men CCSU gav mig det bedste tilbud (80% scholarship). Der var også et par D.2 skoler, som kontaktede mig.

I så fald, hvorfor valgte du så, at spille for CCSU?

De havde det bedste tilbud og så kunne jeg rigtig godt lide ham som recruitede mig. De havde også en god vision for programmet plus der ville være flere ældre spillere på holdet også. Kennesaw State var helt nye og det ville kun være Freshmen på holdet.

Jeg går ud fra, at der ikke var mange fra Europa. Hvordan var det, at komme som dansker til CCSU? Hvordan blev der taget imod dig?

Det var fedt. Jeg havde savnet at bo derover lige siden jeg var kommet hjem fra Santa Barbara. Det var blevet mit andet hjem og jeg glædede mig til at komme tilbage. Og da jeg først landede derover, tog de alle rigtig godt imod mig. Det betød ikke så meget for mig, men for andre kan det godt være svært fordi kulturen er så anderledes. Men hvis du går op i football og arbejder hårdt så skal folk nok elske dig derover. Det sjoveste er nok at de fleste ikke engang vidste hvor Danmark var så der blev stillet en masse spørgsmål.

Spilletiden blev måske ikke som du havde håbet på, da du tog afsted. Hvordan kan det være?

Jeg blev ramt af en del skader (knæ, ryg, akilleshæl og hovedet) og så havde vi en rigtig god runningback gruppe hvor vi var 4-5 rigtig gode backs. Det handler om at holde sig skadesfri og kunne spille hver kamp og det kunne jeg desværre ikke. Jeg gjorde det bare ikke godt nok på det tidspunkt og det kostede mig ift. spilletid da der var så mange gode spillere.

Sammenlignet med Santa Barbara, hvordan så en in-season uge så ud på CCSU?

Det var endnu mere seriøst og træningerne var længere. Vi havde også mere struktureret styrketræning og skolen blev taget meget mere seriøst. Ellers ligner de meget hinanden.

Følte du, at du havde tid nok til, at indfri forventninger til både uddannelse og fodbold?

Ja der var rigeligt tid. Det tog mig også lidt lang tid at færdiggøre min uddannelse fordi jeg skiftede skole og alle mine credits kunne ikke blive brugt på CCSU. Jeg fik ikke merit for alle klasserne på SBCC.

Gennemgik du nogle svære perioder under dine ophold i USA? Skader, savn, manglende spilletid osv? Og hvordan kom du igennem det?

Mit første år i Santa Barbara var ret hårdt, fordi det hele var nyt og jeg ikke fik så meget spilletid, som jeg havde håbet. Og det samme galt da jeg kom over til CCSU og så fik alle de skader. Som spiller vil du altid gerne spille og det er ikke sjovt at stå på sidelinjen. Jeg brugte mine venner både derover og herhjemme rigtig meget. Og så trænede jeg bare endnu mere. Men også det med bare at tage det en dag ad gangen hjalp mig rigtig meget. Der var flere gange hvor jeg havde lyst til at tage hjem eller quite football holdet, men jeg er så taknemmelig for at jeg ikke gjorde det.

 

 

Hvad har disse svære tider givet dig med til i dag?

We all go through shit, you’re not special. Put your head down and grind because the sun will still rise tomorrow. Stop feeling sorry for yourself. At livet ikke er så fucking hårdt, som vi går og tror. Vi har sgu alle sammen et eller andet, som irritere os, men det hjælper ikke at brokke sig over det. Der er kun en vej og det er fremad.

Hvad er din største oplevelse på og uden for banen i USA? Og hvordan er de sammenlignet med de oplevelser du har haft i dansk fodbold?

På banen må jeg nok sige to ting. Den første var da jeg spillede for SBCC mod West LA på deres hjemmebane hvor jeg løb for over 150 yards og greb for over 80 yards (dog blev en 60 yard screen TD taget væk pga holding). Nr. 2 var da jeg scorede på min Senior Day for CCSU.

Uden for banen er det svært at vælge en specifik ting fordi man har mødt så mange fantastiske mennesker, været på mange road-trips, set professionelle sportskampe, haft fede drukture og generelt udviklet sig vildt meget som person.

Jeg syntes ikke rigtig man kan sammenligne det fordi det er to så forskellige ting.

Hvordan kan det være, at du ikke vendte tilbage som spiller i National Ligaen efter du kom hjem til Danmark igen?

Jeg havde ikke lyst til at udsætte kroppen for flere consussions og skader. Jeg havde fået nok. Football talte ikke til mig på samme måde, som det engang gjorde. Og så tiltalte semi-professionelt-football mig heller ikke. Hvis jeg skal gøre noget, så skal jeg gøre det 100% og det forventer jeg også mine teammates gør. Football bliver ikke taget lige så seriøst herhjemme som det gør andre steder (forventer jeg dog heller ikke), men det betød bare at jeg hellere ville fokusere på andre ting i mit liv.

Hvis du kunne gøre én ting om i din aktive fodboldkarriere, hvad ville det så være?

Jeg tror ikke rigtig der er noget jeg ville ændre. Jeg ville måske ønske at jeg var startet tidligere så jeg kunne have taget på high school i USA. Ellers så skulle det være at jeg havde taget mig endnu mere af min krop end jeg allerede gjorde. At drikke lidt mindre, strække ud endnu mere, ekstra timer i playbooken og endnu mere træning, men jeg er virkelig glad for alt jeg har oplevet så jeg tror jeg siger ingenting haha.

Hvad har dine erfaringer i USA givet dig med, som du kan bruge den dag i dag, som du ellers ikke kunne have fået herhjemme?

Helt sikker disciplin og manere. Det er noget amerikanerne går meget op i og det er noget jeg har taget til mig. Man møder altid til tiden, man taler ordentligt til trænere og lærere, man holder døren for hinanden og man hjælper uanset hvem du er.

Afslutningsvis, har du så et godt råd, som du kan give de unge herhjemme, som sidder med den store drøm om, at komme til USA?

Se og kom i gang. Kontakt nogen der allerede har været derover. Det er ikke nemt at komme afsted og det bliver ikke nemmere når du først er afsted. Få styr på dine ting og se at komme i gang med at træne fordi det går de meget op i derover!