Denne ugens spiller i fokus er måske en af de mest alsidige spillere, der har været i Danmark længe, Patrick Tambour. Patrick har i Danmark spillet for Frederikssund Oaks og Søllerød Gold Diggers. Han har ligeledes repræsenteret det danske landshold, både på u19 og senest A-landsholdet ved EM kvalifikationen i efteråret 2019. I 2016 tog Patrick et nyt, stort skridt i sin football karriere, hvor han tog til Serbien og spillede en sæson for Novi Sad GAT Dukes, hvor han havde stor succes som både LB og RB. Dukes tabte dette år semifinalen Kragujevac Wild Boars, som også løb med mesterskabet. Patrick blev stemt ind som nr. 3 i afstemningen som liga MVP. Han var den eneste europæer og eneste defensive spiller, der blev stemt ind i top 5. I Danmark ser vi ofte Patrick på banen, uanset om det er offense, defense eller det ene eller andet special teams. I Serbien var han kicker, punter og LB.
Patrick kommer tilbage til Danmark efter sæsonen i Serbien er slut, hvor han spiller den sidste halvdel af sæsonen hos Søllerød Gold Diggers. En ny mulighed opstår, da han tager til Finland i 2017 og spiller en sæson i den næstbedste finske liga for Helsinki East City Giants. Her bidrager Patrick ligeledes som kicker, punter og LB. Foruden det, bidrager han også efter behov som RB. Efter en 4-4 sæson, taber Giants semifinalen til Helsinki Wolverines, som senere vandt finalen og rykkede op.
Både den serbiske og finske liga kører i foråret og bliver afsluttet om sommeren. Derfor oplever man ofte, at danske spillere kan komme hjem efter en sæson i udlandet og kan afslutte sæsonen i Danmark. Det er stort set kun den tyske liga, der har samme struktur som National Ligaen.
Patrick kommer her med sin historie om sine ophold i Serbien og Finland og forsøger, at drage paralleller mellem de to kulturer, ligaer samt National Ligaen. Ligeledes giver han et indblik i hvilke forventninger der har været til ham, som udenlandsk spiller og hvordan det er, at leve af sin hobby i forskellige lande.
Patricks baggrund:
Jeg hedder Patrick Tambour, er 26 år og til daglig er jeg selvstændig. Jeg startede med at spille football da jeg var 12 år gammel i Frederikssund Oaks på deres U13 hold. Vi vandt finalen (der dengang hed det Future Bowl) over Copenhagen Towers. Derefter rykkede jeg op på U16 holdet hvor jeg spillede i 3 sæsoner, med et Danmarksmesterskab og en 2. plads til cv’et. Efter et enkelt år på U19 gik holdet i opløsning og jeg skiftede til SGD. Det var her jeg for alvor begyndte at udvikle mig som fodboldspiller. Der var konkurrence om pladserne til træning, og der var en positionstræner til hver position. Det havde jeg ikke prøvet før. Vi vandt Junior Bowl det første år i SGD, og jeg blev udtaget til U19 landsholdet der skulle spille EM i Sevilla. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg lærte en masse mennesker at kende som stadig kommer mig til gavn i dag – både spillere, trænere og staff members. Mit sidste U19 år endte med et nederlag til Towers i finalen, og her stoppede min fodbold karriere. Jeg valgte at spille fodbold i den lokale fodboldklub sammen med mine kammerater fra Frederikssund i stedet for, hvor jeg spillede i 3 sæsoner. Jeg troede egentlig jeg var færdig med at spille football, men da Oaks spurgte mig om jeg ville være med i en playoff kamp i 2. Division tænkte jeg ”hvorfor ikke”? Vi vandt kampen og jeg synes igen det var pisse fedt at spille amerikansk fodbold – men jeg var ikke helt klar på at forlade den lokale fodboldklub. Jeg valgte derfor at træne en enkelt gang om ugen i hver klub, og spille de kampe i Oaks jeg kunne komme til, når vi ikke skulle spille kamp i ORI. Det var efter en sæson i 2. Division hvor jeg spillede football på halv tid, at jeg fik tilbud fra Serbien
Hvornår opstod drømmen om, at spille fodbold i udlandet og hvordan opstod kontakten?
Efter sæsonen i 2015 havde jeg mod på at prøve mig selv af i udlandet. Jeg var i gang med mit sabbatår nummer 3 og jeg stod et sted i mit liv hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle. Jeg snakkede med Kristian Gildsig fordi han havde været i Swarco og spille. Jeg spurgte hvordan han var kommet i kontakt med dem, og det var igennem Europlayers. Jeg oprettede en profil, lagde mit highlight tape på og lige så stille begyndte der at opstå kontakt med forskellige klubber.
Samme offseason, hvor du tager til Serbien, har du tidligere fortalt mig, at du var på vej til Istanbul. Hvad kunne de tilbyde i Serbien, som gjorde udslaget?
Jeg havde faktisk en aftale på plads med Koc Rams fra Tyrkiet, men i januar valgte de at hoppe fra da de havde fundet en anden spiller de hellere ville have. De fleste hold har deres imports på plads allerede inden nytår, så jeg tænkte at min mulighed var væk for, at få lov at spille football i et andet land. Men et par dage efter bliver jeg kontaktet af GAT Dukes fra Novi Sad i Serbien. Jeg vidste ikke meget om hverken Serbien eller den serbiske liga, men jeg var fast besluttet på at jeg skulle afsted så jeg forhandlede hurtigt en aftale på plads med dem, og en måned efter rejste jeg til Serbien.
Når man tænker på de største ligaer i Europa, så tænker man ofte på Tyskland, Østrig, Frankrig, Finland og Sverige. Hvad fik dig til, at tage til Serbien og ikke de større ligaer? Og hvordan er niveauet i den serbiske liga sammenlignet med National Ligaen?
Niveauet i den serbiske liga er bedre end mange forventer, tror jeg. Vukovi Beograd og Kragujevac Wild Boars er klart de to bedste hold i Serbien, og de spiller også med internationalt. Resten af ligaen består af hold der ikke ville overleve i national ligaen, men serbisk football er på vej frem. De har kun spillet tackle football i mindre end 15 år, og der er mange serbere som spiller som imports i bl.a. GFL (Tyskland). Alle hold i Serbien har imports, og mange hold har også import coaches. Det er dog meget få af dem der får løn, de spiller gratis og får kun kost og logi.
Efter en sæson i Serbien, hvad får dig så til, at skifte til et nyt land, denne gang Finland?
Jeg ville faktisk gerne tilbage til Serbien, da jeg havde et fantastisk ophold der. Men pengemanden bag klubben valgte at stoppe med at finansiere klubben, og derfor måtte de trække sig fra ligaen. Allerede i oktober 2016 blev jeg kontaktet af East City Giants (ECG) fra Helsinki. Det er en traditionsklub fra Finland, der var på vej tilbage og skulle spille 1. Division. Jeg blev kontaktet af Jabari Harris, der var ansat som QB og Head coach. Jabari havde spillet i Roosters (Finland) og Lowlanders i Polen med stor succes, og efter en masse gode snakke valgte jeg at lave en aftale med dem. At skulle leve og bo i Helsinki gjorde bestemt heller ikke mit valg sværere.
Hvor stor interesse oplevede du, at der var for dig? Var der forskel på interessen før du tog til Serbien og interessen efter du havde haft dit første udenlandsophold, som har givet noget erfaring?
Interessen fra udlandet var generelt større efter mit ophold i Serbien, men de fleste tilbud kom fra hold i mindre ligaer, små byer, eller også var de uden løn. Jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville tage af sted for enhver pris så jeg takkede pænt nej til dem.
Hvis man kender lidt til amerikansk fodbold i Europa, ved man, at den finske Maple League er en af de stærkeste i Europa. Hvordan er niveauet i deres 1. division i forhold til National Ligaen?
Niveauet er højt – det var ikke unormalt at hvert hold havde mellem 2 og 10 imports. I Finland gør man rigtig meget brug af europæiske imports da de ikke tæller imod import reglerne. Man må kun havde 3 amerikanere på rosteren i Finland, og kun 2 på banen af gangen.
Nu har du været i to forskellige klubber, i to forskellige lande. Var der mulighed for, at forhandle kontrakten eller anvender de en standardkontrakt, som de mere eller mindre tilbyder øvrige europæiske imports?
Jeg tror klubberne benytter sig af en standardkontrakt som de tilbyder øvrige europæiske imports.
Hvor mange imports (udenlandske spiller) havde i de to steder?
I Serbien havde vi en amerikansk QB, amerikansk RB, mig og en DB fra Skotland. I Finland havde vi en amerikansk QB/HC, mig, en O-line fra Skotland, to DB’s fra England og en polsk WR.
Kunne du leve 100% af amerikansk fodbold begge steder eller krævede det job ved siden af?
Jeg kunne leve 100% af fodbold begge steder, men det er ikke fordi jeg tjente kassen. Der var nok til man kunne hygge sig og have det sjovt, men man kan ikke lave en opsparing på det. Jeg ved der er mange hold der ikke har midler til at betale løn til spillere, så de finder som regel et job til dem. Oven i det fik jeg mad, bolig og transport betalt.
Finland har ofte mange imports i deres højeste liga, Maple League. Kunne du mærke forskel på det sammenlignet med Serbien med henblik på håndteringen af, at have imports i klubben?
Helt klart. I Finland var der styr på tingene fra dag 1 og hvis vi manglede noget skulle vi bare sige til. I Serbien boede jeg på et motel de første 14 dage, fordi min boligsituation ikke var i orden da jeg landede. Det var noget jeg først fik af vide da jeg landede i lufthavnen. Og i et land hvor der bliver 40 grader om sommeren, havde vi ikke nogen aircondition, men fik først en blæser 14 dage før vi skulle hjem. Men generelt blev der taget rigtig godt af mig begge steder.
En almindelig uge, midt i sæsonen. Hvordan så den ud for dig?
I Serbien: Vi boede på et gammelt hotel tæt på træningsbanen, hvor vi havde hvert vores værelse, med badeværelse. Der var to kanaler på fjernsynet, som begge var på serbisk. Det var et meget gammelt tv så der var ikke mulighed for at slutte telefon eller computer til. De første tre uger havde vi ikke noget wifi, og da Serbien ikke er en del af EU, kunne jeg ikke bruge min telefon dernede. Vi måtte sidde i lobbyen hvis vi ville have wifi. Der var en restaurant ikke så langt fra hvor vi boede, hvor vi havde to gratis måltider om dagen. Men da vi en dag fik maddiker i vores kaffe, blev vi flyttet til restauranten på vores ”hotel”. Vi trænede 2 gange om ugen, tirsdag og torsdag fra 19-21. Resten af tiden måtte vi selv bestemme hvad vi ville gøre. Der gik over en måned før vi var skrevet op i et træningscenter, så den første måned gik på at udforske området og lære byen at kende. Ikke langt fra hvor vi boede, boede et gammel serbisk ægtepar. De var meget fattige, så de fik penge af klubben for at vaske vores tøj. Vi skulle selv aflevere og hente. De kunne ikke snakke engelsk så vi måtte prøve med det vi havde lært og armbevægelser og så plejede det at gå fint nok. Der var rigtig meget fritid, livet som import kan være rigtig kedeligt og ensomt til tider. Det er ikke altid så glamourøst som nogen vil tro. Serberne går på arbejde, i skole eller er sammen med deres familier så i løbet af dagen kunne man styrketræne og ikke så meget andet end det. Vi gik rigtig meget i byen, gerne 3-4 gange om ugen. Det var meget billigt og da der ikke var så meget at lave brugte vi tiden med det. Når vi skulle til kamp måtte vi tage bussen eller en taxa, der var ikke nogen der hentede os.
Finalnd: Jeg boede sammen med to andre i en lejlighed lidt uden for Helsinki centrum. Jeg havde mit eget værelse og de to andre delte værelse. Dagligdagen her mindede meget om Serbien, bortset fra der var styr på tingene fra dag 1 af. Manglede vi noget skulle vi bare sige til og så fik vi det. Vi fik noget der minder om et rejsekort så vi kunne rejse med offentlig transport så meget som vi ville. Men ellers gik dagene med at styrketræne og ellers var det rigtig meget alene tid på værelset.
Hvilke forventninger var til dig, som udenlandsk spiller fra klubbernes side af? Var der bemærkelsesværdig forskel på forventninger fra Dukes i Serbien til Giants i Finland?
Der var høje forventninger, især i Finland. I Serbien var man ansat som en spiller og ikke mere end det. I Finland blev man ansat som at skulle være en leder på banen, og deltage i lægge gameplans for modstanderne. Der var tydeligt forskel, og i Finland følte jeg mig mere som en ”professionel”.
Du har de seneste to år spillet i National Ligaen med Frederikssund Oaks og det seneste halve år i SGD. Hvad har gjort, at du ikke har taget endnu en tur rundt i Europa?
Da jeg kom hjem fra Finland fik jeg et arbejde jeg var glad for, jeg fik en bil og jeg flyttede i lejlighed. Jeg var bundet til nogen forpligtelser som jeg ikke var før. Havde sagt til mig selv at hvis jeg skulle afsted igen skulle det være til Helsinki eller Novi Sad, men jeg valgte altså at blive hjemme. Jeg var også træt af at jeg skulle finde midlertidigt arbejde når jeg var hjemme mellem sæsonerne, da man kun er afsted i 5-6 måneder. Og det er lang tid at være væk fra familie og venner.
Hvad har været det sværeste ved, at flytte til et andet land og etablere en fodboldkarriere?
Det har været svært at forlade venner og familie for at lære en ny kultur og et nyt sprog at kende. I starten blev jeg i tvivl om det var det rigtige at gøre. Man når at tænke mange tanker. Men når man er faldet til så går tiden meget stærkt, og jeg værdsætter begge mine ophold utrolig meget. Jeg har fået venner for livet, fantastiske minder og jeg besøger stadig Serbien og Finland når jeg har mulighed for.
Har der været nogle svære tider med f.eks skader, forventninger du ikke har kunne leve op til, forventninger klubben ikke har kunne leve op til eller andet?
Ikke for mig, men vores RB i Serbien. Han rev sit baglår over efter to kampe og blev sendt hjem uden behandling. Det kan desværre være bagsiden af medaljen. Jeg har hørt om flere spillere der bliver sendt hjem uden behandling, hvis de bliver skadet.
Hvad er din største oplevelse på banen i de to klubber? Og ligeledes uden for banen?
Mine største oplevelser på banen har været når jeg har fået besøg af familie og venner i både Serbien og Finland. Jeg troede aldrig jeg skulle få lov at spille foran dem i udlandet, så det er nogen minder jeg altid vil huske.
Uden for banen er det de venskaber og minder jeg har fået.
Hvis du kunne gøre én ting om, fra de to ophold, hvad skulle det så være? Og hvorfor?
Der er ikke nogen ting jeg vil gøre om. Det har været to fantastiske ophold.
Har du siden du kom fra Finland følt, at du har kunne drage nytte af dine erfaringer i udlandet, uden for fodboldbanen?
I Serbien, hvor jeg ikke havde wifi på telefonen var jeg tvunget til at være social i stedet for at være på min telefon. Det er noget som jeg stadig nyder godt af i dag. Desuden har jeg udviklet mig rigtig meget som person af at være uden for min comfort zone under de to ophold.
Afslutningsvis: Har du så et godt råd til nogen af de mange talentfulde danskere herhjemme, som har en drøm om at spille i USA eller måske Europa?
Lav en profil på enten Europlayers eller Podyum og upload noget film af jer selv. Husk at undersøg alt hvad i kan undersøge om klubben og byen så i ikke ender ud i noget som i vil fortryde senere. Og HUSK!!! Man skal ikke tage ud i Europa hvis drømmen er at blive professionel og tjene 50.000kr. om måneden. Se det som en oplevelse til at opleve andre kulturer og lande, mens man kan dyrke sin passion. Der er mange der betaler rigtig mange penge for at komme til f.eks. asien i deres sabbatår. Det her er en måde at komme ud og se verden på. Og husk ALTID at være ydmyg og arbejde hårdt. Det kommer man altså bare længst med.
