Foto: amagerdemons.dk
Et motiveret Amager-hold stiller for første gang i sæsonen med fuldt hold inklusive alle tre quarterbacks mod et Søllerød-hold, der ikke fik et ben til jorden i sidste uge, og ej heller fik et eneste point på tavlen.
For begge hold er det på tide at finde ud af, hvad de vil stå for i sæsonen 2015. Demons er 1-1, og de spillede en flot kamp i et nederlag til Tigers. Inden da vandt de et tæt opgør mod et overraskende godt Stallions-hold i sæsonens måske største gyser indtil videre, der endte 9-6. Søllerød var i storform i første kamp mod 89’ers, så mindre gode ud mod Rebels, og lignede slet ikke sig selv i kampen mod Towers, som de tabte 0-35. Det var samtidig klubbens største nederlag, siden de bed sig fast i toppen af National Ligaen. Det er derfor nok engang en uforudsigelig kamp, som venter de fodboldinteresserede 2. Pinsedag.
Flere muligheder som quarterback
Amager har for første gang i sæsonen alle deres quarterbacks med, og deres head coach John Stevenson peger på, at dette kan være afgørende: “Vi befinder os I en god situation, hvor vi har tre gode quarterbacks klar til kampen på mandag. Vi har ikke travlt med at vælge vores starter, da lidt konkurrence til træning er sundt, og så vælger vi den spiller, der er bedst spillende efter torsdagens træning.” Det må vise sig, om det er en fordel eller en ulempe ikke at have en fast starter tre kampe inde i sæsonen.
Det kan vise sig at være en fordel at have dybde på netop den plads. Søllerøds quarterback, Morten Forsbøl, måtte udgå i dele af deres sidste kamp, da han slog sin arm, og i hele den periode kastede de ikke bolden en eneste gang. Søllerøds træner Troels Vestergaard fortæller dog at: “Både Søren Bakbøl (RB) og Morten Forsbøl (QB)er klar og spiller.” Bakbøl var ikke med i sidste kamp, og dette kunne ses på Gold Diggers’ løbespil.
Det kunne gå hen at blive en gyser
Stevenson fortæller om strategien til hans første møde med Gold Diggers: “De første to kampe har været virkelig svære, men begge har været værdifulde i opbygningen af holdet og dets selvtillid. Stats fra Horsens-kampen viser, hvor meget kontrol vi havde over opgøret, men vi var ikke i stand til at veksle det til point, og det var lige ved at koste os dyrt. At kunne vinde sådan nogle kampe under pres er tegn på et godt hold. Vi formåede at vinde under pres mod et engageret Stallions-hold, og nu vil vi forsøge at tage selvtilliden fra det opgør med til kampen mod Gold Diggers.” Demons og Gold Diggers har kun mødt hinanden to gange i nyere tid.
Stevenson ser en kvalitet i at kunne afgøre de tætte kampe. En evne Demons får brug for i denne kamp, der kunne blive en gyser. Også Gold Diggers’ træner tror på dette. “Vi har lidt over middel chancer for at vinde imod Demons.” Han forventer at se sit hold i et helt andet gear i denne kamp, så angrebet kan få nogle point på tavlen: “Vi har fokus på at forbedre vores run blocking og tage de nemme completions, så vi kan få offense ind i en rytme hurtigt.” Gold Diggers har haft halvanden uges pause til at sunde sig. De møder et forventeligt mere frisk Demons-hold, der har haft 2½ uges pause, og kommer med en sejr i bagagen.
Mere pres på quarterbacken
Selvom forsvaret stod stærkt for begge hold i deres sidste kamp, er der stadig ting, der kan forbedres. Vestergaard peger på bedre aftaler og mere pres på quarterbacken som en del af den plan, der skal sikre, at Gold Diggers’ forsvar holder skansen i kampen: “På defense har vi justeret de få assignment-fejl vi lavede i coverage og arbejdet på at optimere vores stunts, så vi kan få mere pres i vores pass rush.”
De mange point som Gold Diggers lukkede ind i sidste kamp, skyldtes dog ikke kun forsvaret. LB Jimi Laursen fortæller: “Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi kan spille 4 quarters på NL-niveau. Vi havde snaps for halvanden fodboldkamp på forsvaret, det var trætheden der satte ind til sidst. Nu ser vi bare frem til at møde Demons.” Jimi havde desuden selv en interception i sidste uges opgør. Han kan forvente et Amager-hold, der kommer ud og løber bolden tungt med deres RB Lars Hyrsting, der i to kampe allerede har løbet bolden 49 gange for 190 yards og 2 TD.
En mulig vinder?
Vores bud på et resultat er, at Søllerød tager deres tredje sejr, men at sejrsmarginen sagtens kan være helt ned til 2-3 point. Såfremt spændingen går ned til sidste minut, så kan Søllerøds kicker være en afgørende spiller, da han flere gange i år har haft succes på længere spark. Hvis Amager kan få gang i deres forsvar og kopiere, hvad Towers gjorde, da de mødte Gold Diggers, så kan denne kamp blive en defensiv ”struggle”, der holder begge hold under 21 point.
Kampen spilles på mandag d. 25. maj (2. Pinsedag) på Rundforbi Idrætsanlæg (Egebækvej 118, 2850 Nærum) Kick-off er kl. 14.
Facebook event: https://www.facebook.com/events/622869057849687
Seneste indbyrdes opgør
22.6.2014 – Søllerød Gold Diggers @ Amager Demons – 35-20
21.9.2013 (Wildcard) – Amager Demons @ Søllerød Gold Diggers – 21-34