Foto: Dan Knudsen – 71 Media

I sæsonens to første kampe har Stallions været utroligt tæt på at vinde, men har begge gange måttet se sejren forsvinde mellem hænderne på dem. Nu venter den hidtil sværeste opgave, når Aarhus Tigers tager turen sydpå. Tigers har været en smule usikre i deres første kampe, men en sejr er forventet mod Stallions.

Manglende marginaler

Horsens Stallions har været et positivt bekendtskab for fans af National Ligaen. De har været den ene kombattant i to af sæsonens mest spændende kampe. Desværre for Stallions endte de med at tabe dem begge. De to kampe var mod Rebels og Demons, og blev tabt med samlet fire point. Rebels og Demons har også begge mødt Aarhus Tigers, og Tigers slog sikkert Rebels, mens de overvandt en svær start mod Demons, og endte med at hente en sejr.

Stallions skal finde et helt nyt niveau frem, hvis de skal slå vicemestrene. En af de spillere, der skal finde storspillet frem, er holdets nye offensive profil, Niko Lester. Lester havde svære vilkår i regnvejret mod Demons, men stod alligevel, sammen med QB Troels Andersen, for holdets eneste scoring.

Det bliver svært for hjemmeholdet at hente en sejr lørdag, og det er head coach Dan Jeppesen klar over: ”Vi kommer på arbejde mod Tigers det er helt sikkert. Omvendt kan vi bruge kampen til at prøve nogle ting af”. Han forklarer også, at nederlagene til trods er holdet glad for at have følt, at de kunne spille med i sæsonens første to kampe, og at humøret hos både spillere og trænere ikke har taget et dyk.

Tigers skal tilbage på sporet

Tigers blev taget på sengen af Demons i deres seneste kamp, men kæmpede sig flot tilbage. Head coach Thomas Pedersen var også tilfreds med kampens udvikling: ”Vi havde lidt problemer i første halvleg mod Demons. Måske tog vi for let på opgaven, eller måske var det bare deres hurtige scoring som rystede os. Jeg er dog fuld ud tilfreds med den måde vi kom tilbage i anden halvleg, og drengene viste at de kunne finde et ekstra gear da det virkelig gjaldt.”

Tigers undervurderede muligvis Demons en smule, men det kommer ikke til at ske mod Stallions, forsikrer Pedersen: ”Horsens ligner et meget fysisk hold, og de er vist gennemsnitligt lidt større end os, og jeg har ikke tænkt mig at undervurdere dem.” Han forventer, at det bliver en svær kamp, og glæder sig til at se, om de elementer, som holdet har arbejdet på efter Demons-kampen, gør holdet endnu stærkere.

Tigers må se bort fra enkelte spillere, da de skal være klar til hele sæsonen, og da de samtidig har en kamp i Danmarksserien, påvirker det dybden på holdet en smule, men som Pedersen siger: ”Men der er jo kun 11 på banen i sidste ende, så skader eller ej, vi skal nok få sat 11 gode spillere på banen.”

Sensation i vente?

Det ser virkelig svært ud for Stallions inden søndagens kamp. Tigers er et hold af slutspilskaliber, og ikke meget tyder på, at det bliver her, Stallions skal hente deres første sejr. Skulle det lykkedes Stallions, vil det være sæsonens første store ”upset” i National Ligaen.

Kampen spilles søndag klokken 14.00 på Dagnæs Stadion (Sportsvænget 2, 8700 Horsens)

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/377197132451728/

 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Jon Meineche