Foto: Per Kronvold

Indtil videre er to hold i National Ligaen ubesejrede. Det varer dog ikke så længe endnu. De to hold mødes nemlig lørdag eftermiddag. Der er tale om to traditionsklubber i dansk football. I Gentofte tager Copenhagen Towers imod Triangle Razorbacks.

Stor respekt for modstanderen

Lørdagens kombattanter er begge startet uden nogen form for slinger i valsen. Begge klubber har leveret to ”shutouts” i tre kampe, og kun Aarhus Tigers har sat point på tavlen mod de to. Triangle Razorbacks’ head coach Thomas Linnemann glæder sig til kampen, men forsøger at neddrosle kampens betydning en smule: ”Resultatet er ikke så vigtigt, vores mål ligger først til oktober og der er stadig lang vej.” Alligevel må en sejr kunne give en masse selvtillid og momentum til et eventuelt senere møde.

Towers’ head coach, Peter Herbild, glæder sig til mødet, som han kalder den største udfordring indtil videre. Han har stor respekt for Razorbacks, og udtaler i forhold til holdets vinderchancer: ”Et hold som har vundet MB så mange gange, og som har hentet 3 imports, har en rigtig god chance mod os – det bliver en stor mundfuld.”

Kragh mod Lee

En ”kamp i kampen” kan blive mellem de to holds runningbacks. Både Towers’ lynhurtige import B.J. Lee og den unge, danske stjerne Mathias Kragh er startet særdeles flot i sæsonens første tre kampe. Begge hold har da også fokus på modstanderens runningback. Linnemann siger om B.J: ”Vi har haft fokus på at ikke komme til at løbe om kap med BJ og i stedet tage de rigtige vinkler. For rammer han først sidelinjen så er han væk.”

Linnemann er glad for hans egen runningbacks sæson Jeg er glad for at Mathias spiller godt, det havde jeg også forventet. Han har altid gået forrest og spillet næsten alle snaps på u19.” Mathias Kraghs evner er i hvert fald ikke til at tage fejl af, og han fører netop nu ligaen i rushing yards (532) og touchdowns (8)!

Peter Herbild frygter ikke ligefrem Kragh, men glæder sig til at se ham ”live”: ”Razorbacks har en fantastisk evne til at finde RB’s, og Mathias ligner endnu en i den række. Historisk set har vi dog godt kunnet hamle op med Razors rushing angreb, men jeg glæder mig til at se Mathias live i weekenden.”

Kragh er dog langt fra den eneste, Towers skal have fokus på. Razorbacks gav i deres seneste kamp mod Rebels debut til deres nyeste import, Steven Wilken. Selvom det stadig var til at se, at han skulle vænne sig til forholdene i Danmark, leverede han prøver på sine evner med blandt andet et 49 yard touchdown-løb.

Småting kan blive afgørende

Copenhagen Towers er ifølge Herbild ramt af en del skader, og må formentlig undvære vigtige spillere til kampen. Han siger, at tilskuerne kan forvente sig en meget fysisk kamp, og at fysikken kan blive meget afgørende for kampens udfald. I den anden lejr lyder det, at antallet af fejl bliver afgørende. Linnemann siger, at Towers straffer enhver fejl, og hvis hans hold skal vinde, handler det derfor om at minimere antallet af fejl.

Der burde være garanti for en underholdende og tæt kamp i Gentofte på lørdag. Det bliver football på højeste danske niveau. Uanset hvor flot Razorbacks er startet sæsonen, er det svært ikke at have Towers som små favoritter. De to hold må betragtes som tidlige favoritter til Mermaid Bowl. Selvom sæsonen først afgøres til efteråret, kan kampen på lørdag give et fingerpeg om, hvem der kan løfte pokalen til Mermaid Bowl i Viborg.

Kampen spilles lørdag d. 30. maj klokken 14 ved Gentofte Stadion (Ved Stadion 6, 2820 Gentofte)

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/1601990980044989/

Seneste indbyrdes opgør

21.6.2014 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 6-32

12.10.2013 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 21-28

17.8.2013 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 29-40