Foto: Peter Brostrøm

Aarhus Tigers og Herlev Rebels møder hinanden for anden gang i sæsonen, i hvad der bliver den første kamp for begge hold efter sommerpausen. Holdenes første indbyrdes møde i 2015 endte med en storsejr til Tigers, som formåede at slå Rebels 36-0 på hjemmebanen i Aarhus. Nu drager tigrene til Herlev for at spille en kamp, der i høj grad indebærer slutspilsimplikationer for begge hold.

Nu på lørdag, den 22. august, mødes to hold, der efterhånden bør kende hinanden rigtig godt. Rebels og Tigers skal spille mod hinanden for ottende gang på fire sæsoner. De seneste syv kampe har budt på både tætte og mindre tætte kampe, men man skal helt tilbage til 2012 for at finde den sidste sejr til Herlev. Således har Aarhus Tigers vundet fem i træk, og der er næppe tvivl om, at de håber på at kunne forlænge sejrsrækken imod et Herlev-hold, som indledte 2015-sæsonen med et massivt nederlag til netop Tigers, og som sidenhen har haft det svært i den bedste danske liga.

Selvom alle kampe må siges at være vigtige i National Ligaen, så sker der altså stadig noget særligt, når sæsonen starter op igen efter sommerpausen. Her begynder brikkerne for, hvordan slutspilsbilledet kan komme til at se ud, pludselig at falde på plads, og derfor vil de fleste kampe i august og september indebære nogle slutspilsimplikationer af den ene eller anden slags. I den forbindelse er kampen mellem Tigers og Rebels ingen undtagelse.

To klubber i forskellige situationer

For Tigers vedkommende er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de kommer i slutspillet – med fire sejre i sæsonens første syv kampe har de allerede sikret sig en plads. De har dog stadig en mulighed for at sikre sig en bedre seedning end den fjerdeplads, de har i skrivende stund. Meget skal dog gå den rigtige vej, hvis de skal sikre sig en oversidder i Wild Card-runden. For at det skal kunne blive en realitet, skal de helt afgjort bruge en sejr mod Rebels – og mere til i sæsonens resterende kampe.

Helt anderledes ser det ud for Herlev Rebels. Selvom der næsten må være ikkeeksisterende forhåbninger om en Mermaid Bowl-deltagelse, så jagter holdet stadig en billet til slutspillet. Spiller man sig i playoffs undgår man nemlig samtidigt at skulle spille om nedrykning, og da Rebels ligger sidst i ligaen, skal der kæmpes, hvis man vil undgå at skulle spille en vind-eller-forsvind-kamp om sin fremtid i National Ligaen. Da Rebels stadig skal møde både Amager Demons og Aab 89ers, der begge befinder sig i tabellens dårlige halvdel, er det ikke sådan, at det hele står og falder med kampen mod Tigers, men hvis rebellerne helt selv vil afgøre deres skæbne, så skal de vinde de tre resterende i den regulære sæson. De kommer dog uden tvivl på en svær opgave mod Tigers.

Herlevtræner håber på fortsat udvikling hos smal trup

På trods af en record på 1-6 og en nuværende sidsteplads i National Ligaen, kan head coach for Herlev Rebels, Daniel Lassen, godt pege på lyspunkter ved sæsonens første syv kampe:

”Jeg synes bestemt det mest positive ved første halvdel af sæsonen er, at vi mod samtlige hold har haft perioder, hvor vi har spillet lige op med eller bedre end de hold, vi har mødt. Der er naturligvis også ting, der skal forbedres, for ellers havde vi ikke været 1-6. Men årsagen til dette er primært to ting. 1) Vi har godt nok ikke særligt mange spillere. 2) Vi laver for mange mentale fejl.”

Måden at rette op på disse fejl står helt klar for Lassen; arbejd på at nedsætte mentale fejl til træning, og sørg for at spillerne er i god nok form til at kunne spille god fodbold igennem en helt kamp, uden at komme til at miste hovedet på grund af udmattelse og modstand. Netop modstand har der været nok af i de seks nederlag. Lassen har dog stor respekt for den smalle Herlev-trup, som han for første gang står i spidsen for i år:

”Jeg er gentagne gange blevet imponeret over spillernes gejst og vilje til at kæmpe, til trods for at vi er få, og til trods for at flere kampe er blevet tabt. Så det er en kæmpe stor ros til dem, og siger meget om deres karakter.”

Kampgejst og fightervilje skal nok være i top, når rebellerne møder Aarhus Tigers, der på forhånd ser ud til at være favoritter i opgøret, efter en overbevisende hjemmebanesejr tidligere på året. Daniel Lassen er også godt klar over, at kampen kan blive hård, men ændrer ikke på den tilgang, der har været gældende til alle årets kampe:

”Tigers kampen bliver endnu en test for mandskabet, men i bund og grund bliver vores fokus og målsætning det samme som i alle vores andre kampe i år. Vi skal fokusere på vores eget spil, have det sjovt, og skal når kampen er færdig kunne kigge os selv og hinanden i øjnene og have god samvittighed over vores indsats.”

Færre fejl og skader bliver afgørende for Tigers

Daniel Lassen er ikke den eneste head coach i National Ligaen, der ønske færre mentale fejl fra sit holds side i anden halvdel af sæsonen. Tigers’ cheftræner, Thomas Pedersen, beskriver ligeledes, hvordan sådanne brølere skal væk, hvis den regulære sæsons sidste kampe skal give det ønskede resultat:

”Vi skal fokusere på at lave færre fejl. Vi har haft for mange mentale breakdowns og dumme straffe i første del af sæsonen. Det skal vi væk fra. Heldigvis fik vi vist mange andre positive ting før sommer – det skal vi selvfølgelig holde fast i og bygge videre på.”

Pedersen er godt klar over, at Tigers tager til Herlev som favoritter forud for kampen. Det fjerner dog ikke hans fokus fra, at kampen er enormt vigtig for århusianerne, der næppe har råd til at komme dårligt fra start efter sommerpausen, hvis man vil forbedre sin position i klassementet forud for slutspillet.

”Rebels kampen er vigtig for os. Lige nu er vi kun 4. seed, og hvis vi vil højere op, skal vi skal bevare favoritværdigheden og hive en sejr med hjem. Efter Rebels har vi et par hårde kampe mod Diggers og Towers, så det er vigtigt for os at få en god start på anden del af sæsonen. Med det sagt vil jeg ikke undervurdere Rebels – de har stadig en dygtig stab og de kan også have fået forstærkninger henover sommer.” 

Om Tigers får det sværere mod Rebels end de gjorde i sæsonens første møde, bliver afgjort på lørdag i Herlev.

Der er gratis entré til kampen, som bliver spillet kl. 14.00 på Kildegårdsskolen, Dildhaven 40, 2730 Herlev.

Seneste indbyrdes opgør:
12.04.15 – Herlev Rebels @ Aarhus Tigers – 0-36
21.06.14 – Herlev Rebels @ Aarhus Tigers – 8-13
22.09.13 – Herlev Rebels @ Aarhus Tigers – 23-35 (Wild card-kamp)
14.09.13 – Aarhus Tigers @ Herlev Rebels – 41-31
18.05.13 – Herlev Rebels @ Aarhus Tigers – 6-24
18.08.12 – Aarhus Tigers @ Herlev Rebels – 19-53
15.04.12 – Herlev Rebels @ Aarhus Tigers – 10-0