Foto: Per Kronvold
Der var aldrig tvivl om resultatet, da Danmark søndag eftermiddag knuste Sverige i en ensidig affære. Danmark vandt 31-0, og kan nu begynde forberedelsen til EM, der starter i Dresden d. 25. juni 2015. Vejle Atletik Stadion dannede igen en flot ramme for EM-kvalifikationsturneringen.
Danmark klar fra start
Vejret i Vejle var trist det meste af morgenen, men så snart Danmark entrede stadion, brød solen frem. Ligesom i fredags var stemningen på lægterne god, og stadion summede af spænding. På papiret lignede dagens opgør en vaskeægte gyser.
Sveriges RB Mardin Sarhangi var den helt store profil for svenskerne i semifinalen, og det var tydeligt for enhver, at de danske spillere og coaching staff havde forberedt sig godt på ham. Fra start fik de fuldstændig lukket ned for ham. Det første drive handlede udelukkende om at få Sarhangi i gang, men på en lang tredje down var Sverige tvunget til at kaste dybt, men CB Albert Rungholm sad tæt på receiveren, og svenskerne måtte punte.
Den store profil hos danskerne i deres semifinale var, ligesom for Sverige, en runningback. Mads Hyrsting Larsen skaffede konstant yards til Danmark. På Danmarks første drive fortsatte han, hvor han slap i fredags. Han satte den første scoring på tavlen, da han tromlede bolden ind i endzone fra 1 yard-linjen. Selvom snappet var skidt, satte kicker Jacob Bruhn Aaen ekstrapointet ind, og Danmark var hurtigt foran 7-0.
Sverige fik igen bolden, og Sarhangi blev sendt på arbejde. Det danske forsvar fortsatte de gode takter, og Sverige måtte punte på ny. Et skidt punt af svenskerne gjorde, at danskerne kunne starte deres drive fra modstanderens 40 yard-linje.
Det var ikke let at skulle udvælge en MVP for Danmark i kampen. Alle spillere leverede en fantastisk indsats. En af dem var WR Marcus Bennett. Han blev på den næste danske scoring iscenesat af QB Lukas Tommy Nyborg Ravn. Det svenske forsvar snorksov, og så kunne Bennett let hive bolden til sig efter et kast fra kort afstand. Danskernes første halvleg var fænomenal, og det virkede som om intet kunne gå galt. Det blev understreget på ekstrapoints-forsøget. Her gav et dårligt snap problemer, men Albert Rungholm reagerede hurtigt og løb bolden ind til to point. 15-0 til Danmark.
Danmark fik mulighed for at bringe sig yderligere foran, men Bruhn Aaen missede et 33 yard field goal. Sveriges største offensive spil stod Karl Lind for med et catch ud mod sidelinjen men drivet førte ikke til mere. For at gøre ondt værre udgik Sveriges helt store stjerne Sarhangi med noget, der lignede en knæskade midtvejs i andet quarter. Det meste af Sveriges spil var bygget op omkring Sarhangi, så det var det værst tænkelige for dem, at netop han blev skadet. Halvlegens sidste spil opsummerede første halvleg meget fint. Den svenske QB Jonathan Paul blev sacket af defensiv linjemand Simon Yde Thomsen. Stillingen forblev 15-0 til pausen.
Magtdemonstrationen fortsatte
Sverige kom godt fra start i anden halvleg. Deres backup-runningback Sahin Özgur gjorde det godt, men det danske forsvar fortsatte det gode spil, og lagde hele tiden pres på Özzgur og Jonathan Paul. Paul var under konstant pres, og det resulterede i upræcise kast. Sverige havde brug for held for at komme tilbage i kampen, og en lille portion held fik de, da Paul leverede et upræcist kast, som blev snittet videre af en receiver til en anden. Nu lignede det en svensk scoring, men så steppede det danske forsvar op på ny. Kampens MVP, LB Anders Pedersen, sackede Paul. På det efterfølgende spil smed Paul så kampen i hænderne på danskerne, da han kastede en interception til S Sverri Finsson i endzone, og Danmark fik bolden på 20 yard-linjen.
På de to holds næste boldbesiddelser formåede ingen at skabe yards, og først da Danmark fik bolden mod slutningen af tredje quarter, fik de leveret et stort spil. Lukas Tommy Nyborg Ravn fandt Marcus Bennett, som efter en god blokering af Nicholas Kaplan kunne få Danmark inden for scoringsafstand.
Danmark startede fjerde quarter på den svenske 20 yard-linje, og der gik ikke lang tid, før de igen havde scoret. Nicholas Kaplan var igen i fokus. Denne gang greb han en bold i endzone, efter Nyborg Ravn havde fundet et lille ”vindue”, han kunne kaste bolden igennem.
Sveriges deroute fortsatte. Den danske kicker gav Sverige ganske få chancer for at returnere bolden, da han gang på gang sparkede bolden til touchback. En af de få gange det ikke skete, var efter den danske scoring til 22-0. Her tog den svenske spiller bolden frem til omkring 25 yard-linjen, men her fumblede han så, og WR Peter Hobitz Juel var hurtig til at opfange det, og fik fat i bolden.
Next stop: Germany
Bruhn Aaen kunne sparke et 33 yard field goal ind og bringe Danmark foran 25-0. På næste danske angrebsserie bragte turneringens helt store spiller, Mads Hyrsting, Danmark på 31-0, efter han med et par solide ”juke-moves” fik rystet hele den svenske secondary af sig.
Sverige fik nogle muligheder i slutningen af kampen for at sætte point på tavlen, men det lykkedes dem ikke. En svensk receiver var fri igennem det danske forsvar, men fejlvurderede fuldstændigt kastet fra hans quarterback. Symbolsk sluttede kampen med endnu en svensk interception. Denne gang var det til Kenneth Larsen-Ledet, som kunne løbe bolden ud over sidelinjen samtidig med, at de sidste sekunder af kampen tikkede ud. På scoreboarded stod der 31-0, og Danmark kvalificerede sig med sejren til U19-EM, der spilles i Dresden fra den 25. til 28. juni 2015.
Vi ønsker landsholdet stort tillykke, og glæder os til at følge med i jeres kampe til EM!