Copyright © 2018 Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Hjemmeholdet Aarhus Tigers var favoritter i kampen mod oprykkerne Frederikssund Oaks, der lørdag tog turen til Jyllands hovedstad. Det blev da også en hjemmesejr, der kom i hus med slutresultatet 34-7.

Selvom resultatet vidner om en sikker sejr, og det i sidste ende også så sådan ud, begyndte kampen ikke helt med dette billede. De første par drives i kampen gav indtryk af, at Oaks ville være med til den bitre ende i denne kamp.

I kampens begyndelse var det Tigers, der havde svært ved at flytte bolden og gæsterne så ud til at have fornuftig fremgang, selvom det ikke blev til en scoring.

Som første quarter skred frem kom Tigers dog mere og mere ind i kampen, og den første fjerdedels eneste scoring stod Hjalte Jakobsen for, da han greb en dyb bold fra Jakob Karkov.

Kampen igennem havde Oaks udfordringer med at få snappet til at sidde i komfortabel højde for ham, der skulle gribe bolden. Det gav problemer med timingen for quarterback Jonas Jørgensen, der flere gange måtte hoppe for at fange snappet og hurtigt lave sit handoff til running backen, og problemerne endte også med at koste point.

Tigers kom på 14-0 i andet quarter, men efter et brændt ekstrapoint i første quarter, skulle hjemmeholdet først på 8-0 ved en safety på grund af et for højt snap på et punt fra Oaks.

Tigers trækker fra trods lidt lys i mørket

Hjemmeholdet lykkedes også med at komme på 21-0 i løbet af tredje quarter, og igen var der problemer med snappet. Oaks kunne ikke hænge fast i et højt snap, og det betød, at Tigers’ Simon Yde Thomsen kunne falde over bolden i end zone og sætte flere point på tavlen for hjemmeholdet.

Simon Yde Thomsen var i øvrigt en markant spiller i kampen, da han ud over at score touchdown også fik noteret et sack, men også måtte trække to flag for personal foul og give yards væk den anden vej.

Oaks fik scoret deres eneste touchdown i kampen på næsten samme måde som Tigers. Efter at have forceret en fumble, var det Simon Hoeg fra gæsterne, der var først over bolden, og han fik løbet den hele vejen til 6 point for sit hold.

Mere blev det dog ikke til for gæsterne, og i stedet kunne amerikanske Rickey Stevens score sit andet og tredje touchdown på dagen for hjemmeholdet i kampens sidste quarter til slutstillingen 34-7.

1. Q

6-0 – Hjalte Jakobsen catch (XP no good)

2. Q

8-0 – Safety

14-0 – Rickey Stevens catch (2PT no good)

3. Q

21-0 – Simon Yde Thomsen fumble recovery (XP good)

21-7 – Simon Hoeg fumble recovery return (XP good)

4. Q

28-7 – Rickey Stevens catch (XP good)

34-7 – Rickey Stevens rush (XP no good)