Foto: Dan Knudsen – 71 Media

Søndagens kamp mellem Aalborg 89ers og Horsens Stallions er mere end almindeligt vigtig. Der er nemlig slutspilspladser på højkant.

Sidste weekend i grundspillet står foran de otte hold i Nationalligaen, og de kan glæde sig over, at de alle skal i kamp. Et af de mest spændende opgør kommer til at foregå i Aalborg, hvor 89’ers og Stallions møder hinanden. Her vil vinderen af kampen booke en plads blandt de fire wildcard-hold, der skal spille deres første slutspilskamp næste weekend. Det er 89’ers head coach, Jakob Thellufsen, klar over, men koncentrationen er udelukkende rettet mod Stallions.

Vi bruger ikke kræfter på at overveje, hvor vi ender i tabellen, og hvem vi kan komme til at møde i en eventuel slutspilskamp. Det eneste, vi kan styre, er at vinde, og det er vores opmærksomhed rettet mod,” siger han.

Tidligere kampe har givet forskelligt udgangspunkt

De første kampe i efteråret har ikke udviklet sig særlig godt for Horsens Stallions. De har tabt begge kampe stort mod henholdsvis Aarhus Tigers og Triangle Razorbacks, og det er ikke det eneste, der er gået galt.

Det er sjældent, jeg skyder skylden på skader, men vi er virkelig hårdt ramt lige nu. Vi har kun en offensiv linjemand tilbage ud af de fem, der startede sæsonen. Det har betydet meget for vores løbespil, at vi ikke har dem mere. Og når vi har så mange skader på en position, så trækker man veksler på spillere, der skal spille begge veje. Kvaliteten på nogle af starterne er ikke, hvad den har været, og det har vi kunnet se på resultaterne,” siger Anders Bysted, der er head coach for Stallions.

Modsat kommer 89’ers ind til kampen med en masse selvtillid. Første kamp i efteråret blev til et forventet nederlag til Copenhagen Towers, men i sidste weekend blev Amager Demons nedlagt efter en flot præstation. Det har løftet humøret i Aalborg – måske lidt for højt.

Fokus har i den her uge været på at komme ned på jorden igen og blive klar til på søndag, for det bliver den vigtigste kamp i sæsonen,” siger Jakob Thellufsen.

Trænerne: Det bliver en tæt kamp

På trods af de forskellige indgange til kampen, så er begge trænere enige om, at det bliver marginaler, der kommer til at afgøre, hvilket hold der vinder kampen, og dermed kommer i slutspillet.

Jeg tror, den bliver tæt, fordi det er en så afgørende kamp. Det handler om, hvem der kan smide nerverne og spille frit. Det hold, der laver færrest fejl, vil nok stå som sejrherre til sidst,” siger Jakob Thellufsen.

Anders Bysted håber også, at det kan give dem en fordel, hvis presset bliver lagt på 89ers.

Jeg tror, det bliver en lige kamp, så vi må se, om vi kan trække det lange strå på dagen. Aalborg er blevet bedre hele sæsonen, og jeg ser dem som favoritter, men alt kan ske,” siger Anders Bysted.

Praktisk information

Kampen bliver sparket i gang på søndag, d. 11. september, klokken 14 på Hornevej 2, 9220 Aalborg Ø.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/328320407519689/

Seneste opgør:

17.4.2016 – AaB 89’ers @ Horsens Stallions – 13-14

13.9.2015 – Horsens Stallions @ AaB 89’ers – 15-13

27.6.2015 – AaB 89’ers @ Horsens Stallions – 30-7