Et blik på stillingen i National Ligaen og en hurtig tur til lommeregneren fortæller, at 4 hold (Razorbacks, Gold Diggers, Towers og Tigers) har sikret sig en playoff spot i 2015, mens de resterende 4 (Demons, Rebels, 89ers, Stallions) stadig kan nå det. Det er med at holde tungen lige i munden i dette regnestykke, så med forbehold for fejl, tager vi et kig på de mulige scenarier.

Amager Demons

Demons sikrer deres playoff plads med en sejr over enten Stallions eller Rebels i én af deres resterende to kampe. Men et nederlag til Rebels kan betyde at de mister deres 5. seed. Selv med to nederlag har de dog stadig mulighed for at være med i wildcard kampene, men taber de til Stallions med mere end 3 point, og vinder Stallions og Rebels begge deres kampe vil det betyde nedrykningsspil for dæmonerne.

Herlev Rebels

To sejre over hhv. 89ers og Demons vil sikre Rebels en plads i playoffs. Slår de 89ers denne weekend, men taber til Demons i næste, kan kun to sejre til Horsens Stallions slå dem ud. Taber de til 89ers skal de slå Demons og håbe på at Stallions taber til Demons, men slår 89ers.

AaB 89ers

To sejre vil, ligesom for Rebels, sikre aalborgenserne slutspillet. En sejr over Rebels og et nederlag til Stallions kan stadig give dem en playoff plads, såfremt Rebels også taber til Demons og at Stallions ikke vinder med mere end 24 point.

Horsens Stallions

Stallions kan ligesom de to ovenstående hold komme i playoffs med to sejre, men kun hvis Rebels taber én af deres kampe eller de slår Demons med mere end 4 point, samtidig med at Demons taber begge deres kampe. Et nederlag til Demons denne weekend vil betyde at de skal heppe på 89ers, til at slå Rebels og selv ende med at slå 89ers med mere end 24 point for at komme i playoffs.

Lyder det forvirrende? Det synes vi også.

Kort og godt betyder det, at lørdagens modstandere selv kan afgøre deres skæbne, og om hvorvidt de skal spille slutspil eller nedrykningsspil mod enten Copenhagen Tomahawks eller Roskilde Kings som ligger øverst i Kval Ligaen.