Copenhagen Towers blev fysisk overmatchet af svenske Carlstad Crusaders, der vandt kampen i NEFL med 25-8.

Allerede på første drive førte Carlstad bolden hele vejen til endzone og bragte sig foran 6-0, og på det efterfølgende drive lavede Towers en fumble. Carlstad overtog bolden tæt på endzone og så kunne receiver, Marcus Johnsson bringe svenskerne foran med to scoringer.

I anden quarter begyndte spændingen langsomt at sive ud af kampen. Svenskerne bragte sig yderligere foran med 18-0 på et fint lille trickspil, hvor Crusaders’ receiver, Johnsson fandt quarterback, Juhlin i endzonen efter en dobbelt reverse.

Efter pausen lukkede svenskerne reelt kampen ved at bringe sig foran med 25-0. Philip Juhlin fandt receiver, André Holgaard, der kunne løbe bolden i endzone.

“I dag var vi det stærkeste hold, selvom begge hold måtte kæmpe en smule, da det er den første kamp i sæsonen,” konstaterer Robert Sundberg, klubdirektør i Carlstad Crusaders, til Nationalligaen.dk.

I begyndelse af 4. quarter havde begge hold indstillet sig på, at svenskerne ville vinde kampen, så reserverne kom på banen. Det betød, at Patrick Harkett erstattede Kasper Skyum bag center og med 16 sekunder tilbage af kampen sørgede han for at der blev reduceret til slutresultatet 8-25.

Ramte en amerikansk betonmur

Towers angreb havde det meste af kampen store problemer med at flytte bolden mod de store svenskere, og danskerne var derfor sjældne gæster på modstandernes banehalvdel. Det var tydeligt, at danskerne manglede muskler for at hamle op med deres store modstandere.

“Det er altid sjovt at spille mod en modstander af Carlstads kalibrer, men også en stor udfordring. De er et godt hold og spiller meget disciplineret, hvilket gør, der skal leveres på hvert spil, hvilket vi ikke gjorde idag,” fortæller Towers’ QB, Kasper Skyum til Nationalligaen.dk.

På den anden side havde Towers ganske godt styr på Crusaders’ angreb og fik flere gange lukket godt ned for svenskernes kastespil, som ikke rigtigt fungerede. Måske fordi det var sæsonens første kamp endte en meget stor del af QB, Philip Juhlins afleveringsforsøg ned af banen, enten på jorden eller langt ud over sidelinjen, men Towers forsvar var også gode til at komme ind og genere ham.

“Vores forsvar holder os godt inde i kampen, så stor ros til dem! Ellers er det en kamp hvor Offense ikke rammer det niveau, vi ved, vi kan spille på, hvilket gør vi misser for mange chancer,” uddyber Quaterbacken.

Når kastespillet nu ikke fungerede, havde Crusaders alligevel en sikker opskrift på at få nye, første downs; bolden i hænderne på RB, Brett Koepp, der som en bulldozer, gang på gang, pløjede sig igennem Towers’ forsvar, gerne med to-tre mand hængende på ryggen. ”Det er som at ramme en betonmur,” bemærkede en af Towers-spillerne på vej til pausen.

Ønsker alt held og lykke til Towers

Efter kampen havde svenskerne masser af ros til Towers’ indsats i kampen.

“Vi er endelig kommet på banen efter en del udfordringer med den internationale turnering i år. Men vi er glade for at spille mod nogle af de bedste hold i Europa, i NEFL,” sagde Robert Sundberg, klubdirektør for Carlstad Crusaders til Nationalligaen.dk.

Ifølge ham er kampen mellem Carlstad Crusaders og Copenhagen Towers, efter det tredje møde på fire år, nærmest blevet en tradition, og han ønsker dagens modstander god vind fremover. “Vi ønsker Towers alt held og lykke i den danske liga denne sæson, og håber, de får en god kamp mod London Warriors.”

I lørdagens anden kamp i NEFL-turneringen slog Helsinki Roosters, hjemme, Uppsala 86ers med 41-27. Næste opgave for Copenhagen Towers i NEFL-turneringen er den 22. april i London, hvor de danske tårne møder London Warriors i den britiske hovedstad.

“Vi går altid på banen for at vinde, så det er klart, vi er skuffede, men en kamp definerer ikke vores sæson. Så vi er klar til at kæmpe igen i næste uge,” konstaterer Kasper Skyum.

Næste weekend skal Copenhagen Towers møde lokalriverne fra Søllerød Gold Diggers i Nærum. Den kamp bliver spillet søndag den 9. april med kampstart klokken 14.00.