Mandag var første kamp i National Ligaen for Aarhus Tigers’ vedkommende, men holdets import var ikke med – han er taget hjem for at forfølge chancen for NFL

Anden påskedag var Aarhus Tigers en tur i Vejle, hvor holdet gæstede Triangle Razorbacks – de forsvarende mestre. Det blev som altid mellem de to hold en intens kamp, der først fandt sin afgørelse i kampens sidste minutter, og marginalerne endte med at blive afgørende. De marginaler havde Tigers håbet på at få ud af import Jarrell McKinney, men amerikaneren var ikke med holdet i Vejle.

Ønsker McKinney held og lykke

Faktisk kommer McKinney slet ikke til at spille for Tigers i denne sæson, da den talentfulde forsvarsspiller har en målsætning, der rækker en kende over National Ligaen – han vil forfølge sin chance for at komme i NFL.

“Jarrell ville af personlige årsagen gerne afbryde kontrakten og tage hjem til USA. Vi har intet ud af at fastholde en spiller i Danmark, hvis han hellere vil være et andet sted”, udtaler formand i Tigers, Jesper Christensen, til Nationalligaen.dk.

“Jarrell er en rigtig dygtig spiller, og vi ønsker ham held og lykke i sin videre football-karriere”, slutter Jesper Christensen.

McKinney var tiltænkt en plads som defensive end for Tigers’ forsvar, samme plads som han spillede i college for Western Michigan University Broncos. McKinney har også været en del af Houston Texans træningslejr op til NFL-sæsonen, så han er ikke uden chancer for at tilspille sig en plads på en roster, når kampene i ligaen begynder.

Høje forventninger hos Bloomington Edge

Efter sin hjemtur til USA har McKinney skrevet kontrakt med holdet Bloomington Edge, der spiller i Indoor Football League.

Hos Bloomington kan han passende snakke om National Ligaen med NiKo Lester, som også spiller for Bloomington Edge. Lester var en af profilerne for Horsens Stallions i forrige sæson, hvor han spillede både defensive back og wide receiver for Stallions.

Bloomington Edge skriver på deres hjemmeside, at de er utroligt glade for at kunne byde McKinney velkommen i klubben, og at de har store forventninger til den unge defensive end.

Holdets head coach, Ameer Ismail, siger om McKinney, at hvis han præsterer så godt, som træneren forventer, regner han med, at han snart vil få en ny chance hos et hold i NFL.