Der var ikke meget slinger i valsen for tigerne fra Aarhus, da de fik besøg af Amager Demons i wildcardrunden af årets slutspil, men Demons gav sig ikke uden kamp.

Faktisk var det allerførste der skete i kampen måske en meget god indikator for, hvordan kampen skulle ende. Efter coin toss sparkede Demons bolden til Tigers to returnere Lasse Lykke og Daniel Masifilo. De to var lige ved at tage bolden fra hinanden, men førstnævnte endte med bolden, og den tog han så hele vejen til Demons end zone til de 6 første af Tigers 57 point i sejren på 57-18.

Gæsterne slog igen på det efterfølgende drive, men igen måske lidt symptomatisk fik Demons ikke ekstrapointet med – Tigers fik blokeret Demons forsøg.

Hjemmeholdets kasteangreb fungerede fremragende og især de lange kast gjorde ondt på Demons – noget udeholdets træner, John Stevenson var enig i efter kampen. ”Football handler om at udføre sine opgaver, og det gjorde Tigers bedre end os i dag. Deres lange kastespilsatte point på tavlen, og også flere end hvad der egentlig afspejlede kampen, men vi kan ikke klage over vinderen – ros til Tigers,” siger Demons head coach, John Stevenson.

Tigers head coach, Thomas Pedersen, havde da også ros til sit hold, der scorede næsten efter behag mod Demons forsvar, der ellers har været en af udeholdets styrker I denne sæson. ”Vi spiller en god kamp, og vi spiller med en ild, som er fed at se, især i anden halvled spiller vi godt. Vi får lavet nogle finjusteringer i pausen, som virker godt,” siger Tigers head coach, Thomas Pedersen.

Personificeringen af Tigers gode indsats kunne meget vel være Jesper Hansen, der greb to touchdowns for Aarhus-holdet, og derudover ramte han alle Tigers 8 ekstrapoint.

På tilskuerpladserne fik man hurtigt en fornemmelse af, at Tigers sad med en bedre hånd end Demons, men udeholdet lod sig ikke kyse. Demons scorede alle sine 3 touchdowns i første halvleg, men de manglende ekstrapoint gav en følelse af, at Demons hang lidt efter.

Et touchdown lige før pausen lod til at tage nerven endegyldigt ud af kampen, men anden halvleg startede på lige så dramatisk vis som første halvleg. Demons forsøgte at fange Tigers på sengen med et onside kick, og det var også Demons, der kom på bolden først. Efter en lille snak kom dommerne dog frem til, at bolden ikke havde rejst de 10 krævede yards, og derfor var det alligevel Tigers bold.

På det første spil fra scrimmage i anden halvleg gik udvekslingen mellem Tigers QB Jakob Karkov og RB Lasse Lykke – det endte med en fumble som Demons fik fat i. Demons marcherede så hele vejen ned til Tigers 1-yard linje til en første og goal. Dem sidste yards manglede, og selvom Demons fik hele 5 forsøg fra under Tigers 5-yard linje på grund af en straf til Tigers, så lykkedes det ikke gæsterne at nå end zone, og Tigers overtog bolden. Herfra stod der Tigers på kampen, og det blev altså til en sikker 57-18-sejr.

Semifinale og vinterpause

”De justeringer, vi lavede i halvlegen her, var ret gode, og dem han vi tage med os videre til Vejle. Og så kan vi tage en masse selvtillid med. Razorbacks har jo holdt fri i denne weekend, og det er de nok glade for, men vi har fået tanket en masse selvtillid, og vi er klar til at spille mod Razorbacks,” siger Tigers head coach, Thomas Pedersen.

Hvor det især i anden halvleg så godt ud for Tigers før en storkamp mod ubesejrede Razorbacks i Vejle i semifinalen, så var det en tydligt ærgerlig Demons head coach, Nationalligaen.dk snakkede med efter kampen. ”Vi skal bruge vinteren til at rekruttere nogle nye spillere og få noget mere dybde. Vi er blevet slidte sidst i nogle kampe, og lidt flere spillere vil hjælpe. Så skal vi trænere kigge på os selv og vores scheme, men vi er blevet spillet sammen i år, og det er vigtigt. Spillerne tror på dem selv og spiller for hinanden, og det er et godt grundlag at arbejde ud fra,” siger Demons head coach, John Stevensen.

De to hold skal altså to vidt forskellige ting, da Tigers skal kigge mod Vejle, hvor ubesejrede Triangle Razorbacks venter i semifinalen, mens Demons går en vinterpause i møde.

Scoringer

1. quarter

7-0 –Kick off return TD – #35 Lasse Lykke – xp good

7-6 – 1yd TD run – #17 Mads Edvardsen – Xp no good (blocked)

14-6 – 4yd TD pass – #4 Jakob Karkov til #81 Frederik Oldenburg – xp good

2. quarter

21-6   51yd TD pass – #4 Karkov til #88 Jesper Hansen – xp good

21-12 33yd TD run – #2 Mads Hyrsting Larsen – 2pt no good

28-12 2yd TD run – #7 Mathias Lilhauge – xp good

28-18 6yd TD pass – #17 Edvardsen til #2 Larsen – 2pt no good

35-18 80yd TD pass – #4 Karkov til #84 Jesper Kold – xp good

3. quarter

no score

4. quarter

43-18 17yd TD pass – #4 Karkov til #88 Hansen – 2pt good pass #4 til #84

50-18 30yd TD pass – #4 Karkov til #15 Morten Bo – xp good

57-18 INT return TD – #85 Anders Holm – xp good