Så fik Tigers også sat et hak i sejrs-kolonnen, med en flot sejr over 89ers. AaB viste fine takter, men det var tydeligt, at der manglede nogle af de offensive playmakers, som jeg stillede spørgsmål ved i sidste uge. Det positive for Aalborg er dog at selv uden Magnus Krogh, Markus Stinger og Andreas Rahbæk Brandsen (udgik i 1. quarter), så havde aalborgenserne stadig en ret skarp QB, og et par rigtig dygtige WRs. Jeg er spændt på om 89ers kan finde lidt mere rytme, allerede i denne weekend.

Hos Tigers fik begge RBs, Lasse Lykke og Rickey Stevens, tjekket ind i NL. De ser begge rigtig dygtige ud. Det bliver sjovt at se Tigers spille mod et lidt stærkere forsvar.

Men nu er der fokus på denne uge. For første gang skal Gold Diggers i aktion, og vi får også mulighed for at vurdere styrkeforholdene lidt, når både 89ers, Tomahawks og Towers skal spille deres 2. kamp i National Ligaen.

Søllerød Gold Diggers vs. Aab 89ers

Gold Diggers offense – 89ers defense

Denne her er ikke særlig specifik, og virker nok lidt kedelig. Men ikke desto mindre er det, der kommer til at interessere mig i lørdagens kamp. Gold Diggers har, som jeg har forstået det, sagt farvel til 3 startere på den offensive linje, startende FB/TE, startende RB og startende WR. I alt 6 rigtige gode og vigtige spillere, som sidste år var en stor del af et meget velspillende offense. WR og RB udfordringen ser ud til at være løst, med U19-oprykker Emil Neumann på RB, og amerikanske import Anthony DiMarsico på WR. Men det der faktisk interesserer mig mest er at finde ud af hvordan de har tænkt sig at spille offense. Sidste år havde SGD fornøjelsen af en rigtig dygtig TE/FB i Stephan Nickelsen, som havde en kæmpe rolle i deres mange formationer og run/pass option game. SGDs løbeangreb var bygget op omkring nogle kæmpestore OTs der kunne downblocke og dermed skabe plads lige ned ad banen for en amerikansk RB. Sådan to tackles er ikke nemme og erstatte, så jeg er meget spændt på at se hvad SGD har tænkt sig at køre offensivt.

89ers defense så til tider gode ud imod Tigers. Jeg var især imponeret af 89ers defensive linje, som lavede en del store spil og satte Jakob Karkov under en del pres. Deres run-defense kræver dog del finpudsning. Hvis de formår at få fixet deres run-defense, tror jeg at 89ers defense kan blive rigtig farligt at spille mod. De har blot 6 dage til at komme sig over nederlaget, og gøre sig klar til sidste sæsons sølvvindere. Det kan være en stor mundfuld – men på den anden side har de en kamp mere i benene. Om det er en fordel eller ulempe finder vi ud af på lørdag.

89ers QB/WRs vs. Gold Diggers DBs

QB Alexander Kronborg så god ud. Rigtig god. Jeg synes han virker som en spiller der virkelig kan bære et angreb. Jeg forstod ikke at 89ers kom så sent i gang med at kaste bolden, for jeg tror det er deres stærkeste kort. Med lynhurtige Mads Hedegaard Christiansen på den ene side, og bundsolide Thomas Zinck på den anden, har Kronborg nogle rigtige gode mål nede af banen. Jeg håber at AaB kommer ud og kaster den stort set hele kampen i gennem, så vi kan se hvor langt Kronborg kan trække det. Jeg tror på, at det kan blive godt!

Jeg er ikke helt sikker på hvem SGDs DBs er i denne sæson. Selvfølgelig er der nogle gengangere, såsom Emil Tofte og Mark Voll, som begge er rigtig dygtige spillere. Men når SGD har mistet Mikkel Lindsø og amerikanske Desmond Cooper, er jeg spændt på hvem der skal gå ind og fylde de roller ud. Jeg glæder mig til at se det!

Copenhagen Tomahawks vs. Copenhagen Towers

Det er ikke helt et lokalt opgør, men som navnene er med til at indikerer skal der spilles om København på søndag, når Towers gæster Tomahawks. Jeg skal huske at påpege at jeg selvfølgelig er møghamrende farvet, men ikke desto mindre er der nogle ting jeg glæder mig til at se.

Tomahawks WRs vs. Towers DBs

Sidste år fandt Tomhawks en god opskrift til at producere yards gennem luften mod Towers. Det gjorde de meget simpelt, ved at sørge for at QB’en slap bolden hurtigt og lod WRs kæmpe om bolden i luften. Morten Baun og Rasmus Carøe havde flere store spil ned ad banen i den kamp. Jeg er sikker på at de ikke har glemt at det virkede, og vil prøve noget lignende i søndagens kamp.

Towers defensive backs er sultne. I første kamp mod Oaks, blev det til 0 completions på 15 forsøg, og de norske mestre blev holdt til 9 completions på 30 forsøg. Jeg synes selv det er en af de absolut stærkeste DB grupper jeg selv har været i nærheden af, og selvom der skulle være enkelte af de normale startere som ikke deltager på søndag, på grund af de to NEFL kampe, er mine forventninger til den her gruppe stadig tårnhøje.

Towers RBs vs. Tomahawks LBs

Towers offense vil gerne løbe bolden. Og med god grund. Der står 4 rigtig dygtige RBs, der rigtig gerne vil løbe bolden. Det tror, og håber jeg, at de får lov til på søndag. Jeg glæder mig især til at se Anton Witmeur og Philip Obel Andreasen i aktion. Witmeur missede mange kampe i sidste sæson på grund af en ankelskade, og han er først for alvor ved at komme tilbage i fuldt firspring nu. Andreasen spiller sin blot 3. seniorkamp, men viste rigtig gode takter i slutningen af kampen mod Oslo Vikings, hvor han var med til at sørge for at løbe kampen ud i 4. quarter. Og så er der jo stadig amerikanske Dayton Winn, som blev National Ligaens MVP i sidste sæson.

Jeg ved ikke meget om Tomahawks LBs. Jeg kan dog vurdere på hvad jeg så mod Razorbacks, og jeg her så nogle LBs der havde en rigtig svær kamp. Jeg kan rigtig godt lide Mark Peters, som bliver brugt som OLB/Nickel, og han spillede også en rigtig fin kamp i mod Razorbacks. Jeg synes faktisk også at det meste af LB kæden så gode ud, når det kom til pass-coverage, men det var især mod løbet af Tomahawks LBs var udfordret. Tomahawks har fordelen af at have haft en ekstra uge til at forberede sig, og jeg er sikker på at LB-kæden har forberedt grundigt på at skulle møde den forsvarende MVP.