
Per Kronvold
Kampgejsten fejlede ikke noget hos de to jyske rivaler Triangle Razorbacks og Aarhus Tigers. Her var det hjemmeholdet fra Aarhus, der løb med sejren.
Intensitet, fight og fantastisk fodboldspil var bare nogle af de ting, tilskuerne i Aarhus fik at se, da Triangle Razorbacks gæstede Aarhus Tigers. Kampen endte med en sejr til hjemmeholdet på 21-16, og dermed lægger Tigers sig sammen med Copenhagen Towers i spidsen for dette års National Liga.
Alle holdene har nu spillet to kampe i sæsonen, og det er kun Tigers og Towers, der er sluppet fra de kampe uden nederlag.
Spænding og flotte spil kampen igennem
Det var dog langtfra sikkert, at hjemmeholdet skulle tage sejren i kampen mod Razorbacks, der fik gode præstationer ud af en række spillere – ligesom hjemmeholdet i øvrigt gjorde det.
I kampens begyndelse lod det til at være to angreb, der havde overhånden i kampen, da første quarter stort set udelukkende bestod af to drives, et til hvert hold, som Tigers dog var de eneste til at få point ud af. Første quarters eneste scoring var et touchdown af Tigers Jesper Kold, men gæsterne kæmpede godt med.
I løbet af kampens andet quarter fandt quarterback for Razorbacks, Peter Linnemann sin amerikanske receiver, Jairus Moll, som viste god fart på spillet og satte seks point på tavlen for gæsterne.
Kicker Torben Jørgensen missede ekstrapointet, men senere fik han sat et field goal på tavlen, så Razorbacks kunne gå til pause foran 9-6.
I det hele taget så Tigers ud til at have problemer med at matche Moll, og det fik hjemmeholdets trænerstab til at sætte running back Ricky Stevens ind på forsvaret for at dække den hurtige Moll op.
Det lykkedes langt hen ad vejen, blandt andet sidst i kampen da Stevens var på Moll i opdækningen på en fjerde down, som endte med et incomplete kast.
Det var dog ikke kun hjemmeholdet, der trak veksler begge veje på sine offensive profiler. Tigers’ quarterback Jakob Karkov havde en god dag, hvor han løb for et enkelt touchdown og kastede yderligere to, men i løbet af kampen kastede han også en interception til netop Jairus Moll, som var blevet sendt på banen for Razorbacks forsvar.
Alt i alt må det være en kamp, som begge hold kan se tilbage på og finde mange positive takter, selvom kun det ene hold kunne notere sig en sejr, og det lover godt for underholdningsværdien i denne sæson i National Ligaen.
Scoringer
- Q
7-0 – Jakob Karkov TD pass til Jesper Kold (XP good)
- Q
7-6 – Peter Linnemann TD pass til Jairus Moll (XP no good)
7-9 – Torben Jørgensen FG
- Q
14-9 – Jakob Karkov rush TD
21-9 – Jakob Karkov TD pass til Jens Sandberg (XP good)
- Q
21-16 – Geoffrey Lewis rush TD (XP good)