Vejret i Slagelse lørdag eftermiddag var ikke, som man kunne have håbet, og det fik stor indflydelse på måden, de to Mermaid Bowl-finalister greb kampen an. Kastespil var der ikke mange af, og de to amerikanske runningbacks blev sat på overarbejde. Efter en rodet affære kunne Towers løfte det store trofæ for syvende gang i klubbens historie.
Fotograf: Michael Quist
Towers bedst fra start til slut
Lad det være sagt med det samme. Football i regnvejr er sgu ikke det kønneste. Alligevel gjorde de to hold deres for at vise amerikansk fodbold fra dens bedste side.
Towers kom flyvende fra start. Allerede på første angrebsserie bragte de sig foran 7-0. Det skete på et 46 yard touchdown-løb af runningback Michel Konate.
Gold Diggers’ special teams kom flere gange ufrivilligt i fokus. Første gang var, da et punt blev blokeret af Towers. Det lignede nu, at en ny Towers-scoring var på vej, men et 30 yard field goal blev brændt.
Jonas Bo Hansen meldte sig kort efter ind i kampen med et stort catch tæt på sidelinjen. Det gav Gold Diggers lidt ro men samtidig også blod på tanden. Desværre for dem kom bolden igen på Towers-hænder kort efter.
Gold Diggers’ forsvar fandt et stort stop frem, da Towers pressede på til nyt touchdown. De fremtvang en fumble fra Phillip Thue Nielsen.
Men så var der endnu en gang ballade for Gold Diggers og deres special teams. Sverri Finsson var igen på spil, og fik fat i et blokeret punt i endzone.
Både Robert Burton og Dayton Winn havde meget at lave, og viste gang på gang, hvorfor de to klubber havde hentet dem ind.
Halvlegen sluttede med en interception af Morten Forsbøl på et sidste desperat forsøg på at sætte point på tavlen i første halvleg.
Ikke mange muligheder til Gold Diggers
I pausen sagde den ene del af Towers’ quarterback-duo, Patrick Hargett, til Tv3 Sport, at de skulle holde fokus på at gøre tingene færdigt og udnytte de fejl, som Gold Diggers gav dem.
Og netop en af de fejl lavede Gold Diggers igen i starten af anden halvleg. Og på ny var det et punt, der blev blokeret.
Gold Diggers gav det et sidste forsøg
Jesper Andersen reddede med et vigtigt sack Gold Diggers fra at tillade Towers at komme yderligere foran i denne omgang.
Selvom Gold Diggers’ special teams leverede et fremragende spil med et punt til Towers’ 2 yard-linje, bragte de sig hurtigt ud af farezonen med et kast på omkring 20 yards.
Gold Diggers formåede ikke at udnytte de få muligheder, de fik fra Towers, og i stedet lignede det en afgørelse af Gentofte-holdet, da en af kampens helt store oplevelser, runningback Dayton Winn, scorede til 20-0.
Med fire minutter tilbage bragte Gold Diggers en smule spænding ind i kampen, da Søren Bakbøl greb en perfekt bold i endzone fra Morten Forsbøl.
Mere blev det dog ikke til, og Towers kunne fortjent lade sig hylde til Princes legendariske ”Purple Rain”. Fra start af viste de sig som det bedste hold og med den tidlige 14-0-føring kunne de styre kampen. Kampens MVP blev fortjent Magnus Alexander Bitsch fra Copenhagen Towers.
Scoringer
1st quarter:
7-0 – 46 yard TD run, #29 Konate
2nd quarter:
14-0 – 5 yard fumble return to TD, #6 Finsson
3rd quarter:
20-0 – 55 yard TD pass, #11 Hargett to #13 Winn
4th quarter:
20-7 – 44 yard TD pass, #12 Forsbøl #28 Bakbøl