Foto: Per Kronvold
Frederikssund Oaks har været en af sæsonens store overraskelser, og med 2 sejre i 7 kampe kan Oaks definitivt sikre sig endnu en sæson i National Ligaen med en udesejr over Aarhus Tigers. Hjemmeholdet har dog også noget at spille for, da de har brug for at vinde kampe for at holde rivalerne Triangle Razorbacks bag sig i kampen om en friuge og hjemmebane i semifinalerne.
Derudover har Tigers nok også sat kryds i kalenderen den 1. september, hvor ligaens øjeblikkelige tophold, Copenhagen Towers, kommer til byen, og Tigers kan få førstepladsen i årets grundspil, hvis alt flasker sig.
Først står der dog Oaks på skemaet, og hjemmeholdet må anses for at være favoritter i lørdagens kamp. Selvom gæsterne har spillet godt som oprykkere og ligger højere i tabellen end mange forventede, da sæsonen gik i gang, er det hold fra hver sin ende af tabellen, der mødes.
Gæsterne i grønt har trukket store veksler på Patrick Tambour, der har spillet på begge sider af bolden samt på special teams, men han blev skadet i slutningen af forårssæsonen. Hvorvidt han er tilbage og hans forfatning, hvis han skulle være kampklar, kommer til at betyde meget for Oaks chancer for at lave overraskelsen i Aarhus.
Derudover skal quarterback Jonas Jørgensen spille en god kamp for at Oaks skal kunne følge med Tigers’ potente angreb. For at det kan lykkes, skal den offensive linje hos gæsterne vise storform mod amerikanske Kori Hurd og de andre på Tigers’ defensive linje.
Hjemmeholdet har fået tilgang af Timmi Rysgaard efter sommerpausen, og hvis han kan spille op til niveauet fra sidste år, kan det give Tigers’ i forvejen dygtige defensiv et løft. Sidste sæson var Rysgaard en af de store profiler i ligaen fra sin position i hjertet af Tigers’ forsvar.
Tigers havde flere spillere med på landsholdets tur til Finland i sommerpausen, og det bliver spændende at se, om de ekstra kampe betyder mere træthed eller en bedre kampform for hjemmeholdet lørdag.
Kampen bliver spillet på Tigers’ stadion på Engelundsvej 11, 8260 Viby J klokken 14.00.
Læs mere om kampen på Facebook her
Tidligere opgør:
20.05.18 – Oaks 0 – 35 Tigers