Copenhagen Tomahawks viste sig fra deres bedste side, da de anført af QB Rasmus Rolsted gav Aarhus kamp til stregen.

Fotograf: Chris Palmgren / CP88

Forberedelse til playoffs

Copenhagen Tomahawks lignede i store dele af kampen et hold der er ved at være klar til playoffs. Det var ikke nødvendigvis med det mest prængende spil, men med atletiske QB Rasmus Rolsted ved roret, lignede valbymandskabet et hold der er klar til at gå ind i sæsonens sidste og afgørende fase.
Hos udeholdet så tingene dog anderledes ud. Offensivt manglede der timing og kynisme, og forsvaret spillede en ukarakteristisk dårlig kamp. Tigers holdet træk dog det længste strå og kunne gå derfra med en smal sejr. En sejr, som det vigtigste mål for Tigers, sætter dem i position til at få hjemmebanefordel i wildcardrunde.

Rolsted Show

Rasmus Rolsted, den nytilkomne QB fra hjemmeholdet, viste tydelige tegn på sine atletiske evner. Han fik gang på gang ekstra liv i et presset Tomahawks angreb, og var konstant en trussel. Rolsted stod bag samtlige af hjemmeholdets 28 point, og ligner klart en spiller der kan bringe Tomahawks i slutspillet.
Rolsted kommer til fra en mindre pause fra fodbold, og inden da en række år som QB for kageholdet i Roskilde. Med Rasmus Carøe og Morten Baun på holdkortet, har Tomahawks samlet en trio af playmakers, der kan give stærke forsvar, som Aarhus Tigers’, store problemer.

Problemer og redningsmand i samme kæde

Aarhus mandskabet var tydeligt påvirket af opgøret mod Copenhagen Towers. Især den defensive backfield manglede mange af deres normale startere. Kampen igennem var Tigers mandskabet på hælene, men det var Tigers backfield der i sidste ende fik lov til at afgøre kampen, da Lau Hartoft returnerede en Rasmus Rolsted interception hele vejen til TD og slutstillingen 28-35.

Hvad nu?

Både Tomahawks og Tigers står over for vigtige kampe i sæsonens sidste runde.
Tigers skal møde 89ers, i en direkte kamp om 4. pladsen. Det er allerede nu sikkert at de to hold skal mødes i både sidste spillerunde og i wildcardrunden. Det første opgør mellem de to hold kommer til at afgøre hvilket hold der har hjemmebanefordel i wildcardrunden.

Tomhawks skal i direkte kamp mod Rebels, om NLs 6. plads. 6. pladsen er den sidste billet i slutspillet, og en plads som Tomahawks tidligere på året har udtalt at de stræber efter. Vinderen af den kamp går i slutspillet, og skal en tur til Vejle for at møde Triangle Razorbacks.

Scoringer
0 – 6: Jakob Karkov til Jesper Kold, 22y catch, 2pt no good
6 – 6: Rasmus Rolsted til Mikkel Enevoldson, 31y catch, 2pt no good
6 – 14: Jakob Karkov til Jesper Hansen, 41y catch, 2pt good (Karkov til Hansen)
14 – 14: Rasmus Rolsted til Mikkel Enevoldson, 14y catch, 2pt good (Rolsted)
20 – 14: Rasmus Rolsted til Morten Baun, 5y catch, 2pt no good
20 – 21: Troels Andersen til Hjalte Jakobsen, 5y catch, xp good (Jesper Hansen)
20 – 28: Lasse Lykke, 79y rush, xp good (Jesper Hansen)
28 – 28: Rasmus Rolsted til Mikkel Lorentzen, 10y catch, 2pt good (Rolsted til Baun)
28 – 35: Lau Hartoft, 25y INT, xp good (Jesper Hansen)