Foto: SBC Photo
Af Dennis Vestergaard

På lørdag sparkes National Ligaens semifinaler i gang, og det er Søllerød Gold Diggers (5-1), der byder op til dans i den første kamp kl. 14.00, hvor de har inviteret Triangle Razorbacks (1-5) på besøg.

Det er to uger siden, at grundspillet blev afsluttet, hvor Razorbacks lige netop nåede at få en sejr på kontoen, da de slog AaB 89ers. Til den kamp, havde Razorbacks fået to gamle kendinge tilbage i truppen; Nicholas Møller-Hansen, som netop er kommet tilbage fra et ophold i Barcelona, der forstærker den offensive linje. Ligeledes er Niko Lester vendt tilbage til Vejle efter et ophold i Barcelona. Lester behøver ikke en større introduktion, der tidligere har været National Liga MVP. Selvom det blot er blevet til én enkelt sejr, så har Triangle Razorbacks gentagende gange vist, at ”Playoff Razor” er et andet hold end ”Regular Season Razor”, og det bliver spændende om de kan holde fast en den smule momentum, der er kommet i deres retning. Foruden det, må det også bringe lidt ekstra gnist til opgøret, når Søllerød Gold Diggers har valgt Razorbacks som deres modstander i semifinalen. De må være opsatte på at vise, at Gold Diggers har valgt forkert.

Søllerød Gold Diggers har senest været i kamp for tre uger siden, hvor de atter engang slog Copenhagen Towers i overtime. En hårdt tjent sejr som den, giver i høj grad momentum, som de helt sikkert vil tage med sig på lørdag. Der er dog et par spørgsmål, som må forblive ubesvaret ift. skader. Amerikanske Taylor Ekstrom udgik af en kamp for et par runder siden og er ikke set i aktion siden. I seneste kamp mod Towers, udgik WR, Frederik Oldenburg og CB, Ajdin Djurdjevic, hvor særligt sidstnævnte lignede én, der ikke ville komme i aktion igen i denne sæson. Omvendt, så steppede WR, Simon Føns for alvor op og senest Gold Diggers og Razorbacks stødte sammen, scorede Jens Ole Kaae ikke mindre end 4 TD, hvilket giver god grund til at tro på en underholdende og spændende semifinale.

I forbindelse med kampen har vi også fået et par kommentarer fra begge lejre.
Først hjemmeholdets hc, Troels Vestergaard:

Som noget nyt i år, har grundspillets nr. 1, I, Søllerød Gold Diggers fået lov at vælge modstander i semifinalen. I har som bekendt valgt Triangle Razorbacks, som har for vane, at finde et ekstra gear, når de rammer slutspillet. Hvorfor er valget faldet på dem?
Vi har samme tilgang, om det er 89ers, Razorbacks eller Towers vi skal møde.

Hvilket matchup i kampen kan være kampafgørende og få kampen til at tippe begge veje?Vores offense mod deres defense.

I har vundet 5 af jeres 6 kampe, deriblandt 2 gange mod Razorbacks. Hvorfor spiller i Mermaid Bowl den 9. oktober?
Hvis vi kan spille på et højt niveau, i alle tre faser, så tror jeg at vi har en chance for at nå Mermaid Bowl.

Gæsternes hc, Peter Nicolajsen, har ligeledes givet en kommentar:

Søllerød Gold Diggers vandt grundspillet og fik dermed retten til at vælge modstander i semifinalen. De har som bekendt valgt jer, Triangle Razorbacks. Giver det opgøret lidt ekstra krydderi?
Ja det er klart at jeg syntes vi havde gjort et stærkt indtryk med 3 TDs margin i den sidste kamp, så at de alligevel vælger os var jeg ærligt talt lidt overrasket over.
De havde selvfølgelig både slået os og tabt til AaB i den sidste måneds tid, så den ekstra uges forberedelse de havde kan det jo være de har brugt på os efter allerede at have truffet beslutning tidligt.
Jeg synes vi har en rigtig stærk roster og at vi bliver et stærkere og stærkere hold på det rigtige tidspunkt.

Hvilket matchup i kampen kan være kampafgørende og få kampen til at tippe begge veje?
I forhold til match ups tænker jeg mest på vores defense mod deres tailback som havde en kæmpe kamp mod os i den ene kamp. Jeg er også spændt på at se hvor godt vores WRs og deres DBs matcher up. I de sidste to kampe har de for mig at se lagt vægt på at stoppe run først og så lægge en del ansvar på deres dygtige DBs, men forhåbentlig giver det os nogle chancer der.

I har blot vundet én enkelt kamp i grundspillet og dermed tabt begge opgør til netop Gold Diggers. Hvad skal der til for at Triangle Razorbacks spiller Mermaid Bowl på hjemmebane den 9. oktober?
Jeg er egentlig ikke så optaget af de to første resultater da vi lagde vægt på at skulle peake nu, men det er selvfølgelig et rigtigt godt hold, som vi skal have en god dag for at slå.
Jeg synes vores vigtigste opgave er at vi skal stole på hinanden hele holdet rundt, klarer vi det så har vi en god chance.

 

SBC Photo. Andreas Sølling i aktion i seneste opgør mod Triangle Razorbacks

Vi har også fået en kommentar fra én spiller i hver lejr. For Søllerød Gold Diggers er det QB, Andreas Sølling:

Andreas er blevet spurgt ind til sin karriere hidtil, omkring sin tid i USA og ikke mindst hvordan det har været at komme tilbage til Danmark og spille for Søllerød Gold Diggers. Dertil har Andreas svaret:

Tror du der er mulighed for jeg kan svare spørgsmål om min karriere og sådan efter kampen? Er bare fokuseret på kampen, og vil ikke snakke så meget om mig lige nu.

Han har dog givet sit bud på, hvem man bør holde øje med i kampen:

I skal holde særligt øje med Christian Vahl som altid! Han er farlig… men også Simon Føns, har for ikke nok credit, han er kæmpe stor og samtidig farlig hurtig! Det skal nok blive godt

I har slået Triangle Razorbacks to gange i to vidt forskellige kampe. Hvorfor løber i afsted med sejren på lørdag?

Jeg kan sige at vi er klar til kamp, og vi er med på at razorbacks har et stærkt hold og spiller normalt endu bedere i playoffs. Vi ser dem som nummer 1 lige nu, og vi forbedreder os som om vi skal spille mesterskabet på lørdag. Vi spiller vores spil, ikke deres. Jeg glæder mig til at gå i krig med mine brødre

SBC Photo. Mark Meter nedlægges, efter at have grebet bolden i seneste kamp mod SGD

For Triangle Razorbacks er det TE, Mark Meter:

Du skiftede i 2017 fra Horsens Stallions til Triangle Razorbacks, og har siden da spillet i 2 ud af 3 Mermaid Bowls, hvor det er blevet til et nederlag og senest en sejr. Det er ingen hemmelighed, at årets resultater har været skuffende. Hvad har været anderledes i år?
Siden jeg kom til Razorbacks er det sket meget, og denne sæson er en bitter men også sød sæson. Vi har i Razorbacks i mange år også før mig været fokuseret på at vinde den næste Mermaid Bowl hvert år, og det har båret frugt i en lang årrække og ført til mange mesterskaber, men det vi er igang med nu er at spille nye unge spillere ind på holdet i et generationsskifte, spillere som Hjalte Vandsted, Lukas Bjerg Hansen og Magnus Møller er gode eksempler på hvad Razorbacks har at byde på i fremtiden.

Foruden du spiller TE, hvad er så din rolle for Triangle Razorbacks?
Jeg hjælper til hvor det er nødvendigt på og udenfor banen, men mest af alt gør jeg så meget som muligt for at give de unge og nye spillere de samme muligheder som jeg har fået at de der var i klubben før mig.

Hvordan har i som trup taget i mod, at Søllerød Gold Diggers har valgt jer som modstander i semifinalen?
Personligt syntes jeg det er fremragende, vi føler at vi matcher dem godt og så syntes jeg da det er fedt at Søllerød vælger os efter vores sejr over 89’ers, det giver da blod på tanden at Søllerød tror så lidt på et playoff Razorbacks.

Hvilken Razorbacksspiller bør vi holde særligt øje med på lørdag?
Christian Flarup på vores D-Line, han er en spændende ung spiller, han har udviklet sig meget og spillede en fantastisk kamp på 89’ers, jeg glæder mig personligt til at se ham i aktion igen.

I har tabt begge kamp indbyrdes kampe mod Søllerød Gold Diggers. Hvorfor skal I spiller Mermaid Bowl på hjemmebane den 9. oktober?
Jeg tror ikke der er nogen der syntes det er sjovt at skal møde Razorbacks i playoff, og jeg syntes også vi gang på gang har vist at vi har et ekstra gear når det virkeligt gælder.

 

Tidligere indbyrdes opgør
28/8-21 Triangle Razorbacks – Søllerød Gold Diggers 18 – 48
26/6-21 Søllerød Gold Diggers – Triangle Razorbacks 24 – 10

6/9-20 Triangle Razorbacks – Søllerød Gold Diggers 26 – 40
30/5-19 Triangle Razorbacks – Søllerød Gold Diggers 28 – 40
22/9-19 Søllerød Gold Diggers – Triangle Razorbacks 16 – 20 (semifinale)

Kampen streames kl. 14.00 her
Der kan stadig købes billetter til kampen her