Herlev Rebels løb afsted med en utrolig vigtig sejr mod Amager Demons. Dæmonerne blev besejret 26-36 i en kamp, der bølgede frem og tilbage, og håbet om playoffs lever for Herlev-holdet.

Fotograf: Mikkel Bo / 1st Down

I det glimrende efterårsvejr på Amager startede hjemmeholdet bedst ud, og marcherede mod endzone, men da det begyndte at ligne en tidlig føring til værterne, fumblede Michael Kristiansen bolden.

Det var ikke den sidste fumble i første quarter. Næste gang var det Rebels’ Nick Jørgensen, der ikke kunne holde fast på læderet, og Demons’ Michael Hinge kunne kaste sig over den løse bold.

De to holds forsvar startede kampen bedre end deres angreb. Kampens første offensive højdepunkt stod Demons for. De bragte sig foran på et flot catch af Mads Hyrsting efter et lige så flot kast af Mads Edvardsen. Det var samtidig det sidste, der skete i første quarter.

Der var stadig langt imellem de store offensive spil, men et af dem stod Rebels’ quarterback, Simon Dellgren, for med et stort løb et stykke inde i andet quarter. Det banede vejen for en scoring til gæsterne fra Herlev. Dellgren selv løb bolden de sidste syv yards til et touchdown og dermed også en udligning af hjemmeholdets føring.

Demons svarede hurtigt igen

Stillingen 7-7 skulle dog ikke holde længe. Micki Nielsen stod for noget så sjældent som et kickoff returneret til touchdown efter Rebels’ udligning.

Rebels slog hurtigt tilbage, og bragte sig på ny foran. Allerede på den næste angrebsserie førte Dellgren sit angreb tålmodigt og flot fremad banen, og løb selv endnu en scoring ind med et nyt 7 yard touchdown-løb.

Rebels valgte klogt nok ikke at sparke det efterfølgende kickoff i hænderne på Micki Nielsen. Derefter viste Rebels-forsvaret et hidtil uset niveau, og fik hurtigt sendt Demons’ angreb tilbage på sidelinjen.

Rebels’ angreb skulle ikke bruge lang tid, før de igen havde sat point på tavlen. Dellgren fandt en fri Lukas Kristian Witzansky på en rute ind i banen, og han havde god fart i stængerne, og scorede et flot touchdown for gæsterne. Demons nåede ikke at sætte score inden første halvlegs afslutning, og holdene kunne gå til pause ved stillingen 22-14 til Rebels.

Store Rebels-fejl gav Demons håb

Rebels startede anden halvleg med bolden, men smed den hurtigt væk dybt på egen banehalvdel efter et skidt hand-off, og Demons øjnede nu chancen for at komme tilbage i kampen. Desværre for dem havde de ikke held til det, og måtte overlade bolden til Rebels igen.

Én Rebels-fejl var dog ikke nok, men da de igen fumblede kort efter, slog Demons denne gang til. Kombinationen mellem Mads og Mads, Edvardsen og Hyrsting, bragte Demons indenfor én scoring på ny.

Glæden var dog i den grad kortvarig. Kampens helt store oplevelse, Simon Dellgren, var igen involveret. Han fik lov at returnere et kickoff, og det gjorde han bedre, end Rebels formentlig havde turde håbe på. Han tog bolden hele vejen til endzone og med det efterfølgende ekstrapoint kom Rebels foran 29-20.

Mod slutningen af tredje quarter afgjorde Rebels mere eller mindre opgøret med en scoring til 36-20. Nick Jørgensen scorede efter et kort løb, og glæden var tydelig hos Jørgensen, da han krydsede stregen til endzone.

Selvom Micki Nielsen stod for endnu et stort spil, da han blokerede et Rebels-punt og fik fat i bolden i endzone, var det ikke nok for hjemmeholdet fra Amager, som tabte til et velspillende Herlev Rebel med cifrene 36-26.

Scoringer

1st quarter:

7-0 – 25 yard TD pass, #4 Edvardsen to #2 Hyrsting Larsen (PAT good)

2nd quarter:

7-7 – 7 yard TD run, #29 Dellgren (PAT good)

13-7 – 86 yard kickoff return for TD, #1 Nielsen (PAT missed, wide left)

13-14 – 7 yard TD run, #29 Dellgren (PAT good)

13-22 – 85 yard TD pass, #29 Dellgren to #8 Kristian Witzansky (2 point conversion successful, Pass #29 Dellgren to #8 Kristian Witzansky)

3rd quarter:

20-22 – 11 yard TD pass, #4 Edvardsen to #2 Hyrsting Larsen (PAT good)

20-29 – 80 yard kickoff return for TD, #29 Dellgren

20-36 – 8 yard TD run, #49 Jørgensen (PAT good)

4th quarter

26-36 – Punt blocked, recovered in endzone by #1 Nielsen (2 point conversion no good)